Skip to content

2139-12

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 24. august 2012 stadfæstet Codans afgørelse af 26. oktober 2011

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 51-årig kvinde, der den 30. januar 2009 konsul-terede tandlægen på grund af smerter i højre side af overkæben. Smerterne havde været tilstede i ca. 1 uge, og patienten havde ikke kunne sove et par dage. Tanden 6+ fandtes perkussionsøm, og røntgen beskrives med rodspidsbetændelse. Der blev derfor indledt rodbehandling med udrensning i tre rodkanaler samt ordineret penicillin. Den 9. februar 2009 blev der igen foretaget udrensning af rodkanalerne, der skylles og rodfyldes. Den 18. januar 2010 blev der konstateret fraktur af tanden 6+ mesialt, hvor tandkødet ved 6+ var ømt og blødende. Endvidere er det noteret, at der har været ømhed/blødning et par uger. Det løse stykke blev fjernet, og der tages røntgen. Tanden blev desuden behandlet med en midlertidig fyldning, og det blev anbefalet at behandle tanden med en krone. Den 15. februar 2010 blev der lavet en stiftforankret plastopbygning, og tanden blev tilboret til krone. Den 25. februar 2010 blev kronen 6+ cementeret. Den 31. januar 2011 blev der konstateret akut lokal paradentose på 6+, og der blev taget røntgenbillede. Der blev des-uden lavet en tandrodsrensning. Den 2. marts 2011 blev tanden trukket ud på grundlag af diagnosen rodspidsbetændelse, der formodes at være en følge af manglende fyldning af mesiofacial rodkanal. Det blev anbefalet at lave en kirurgisk rodbehandling, men patient-en insisterede på at få tanden trukket ud efter information om fordele og ulemper for-bundet hermed. Tanden ønskes senere erstattet med implantat eller bro. Den 15. juli 2011 blev tanden trukket ud efter anlæggelse af bedøvelse samt taget røntgenbillede.

Patienten søger nu om økonomisk kompensation for fejlbehandling evt. implantat samt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 26. oktober 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at der er udført rodbehandling, som er udført bedst mulig bedømt ud fra røntgen. Der er ikke radiologisk tegn på, at der mangler rodfyldning i en mesiofacial rodkanal.

Codan fandt endvidere, at på rodfyldningstidspunktet den 9. februar 2009 viser røntgen ingen tegn på betændelse omkring roden, bortset fra udvidet rodhindespalte ved rodspidserne. Den 18. januar 2010, umiddelbart før kronebehandling, er det radiologiske billede uforandret. Den 31. januar 2011 ses kraftigt knoglesvind mellem rødderne. Knoglesvindet går helt op i furcaturen og har ikke vurderet ud fra røntgen forbindelse til rodspidsområderne. Røntgen dateret 2. marts 2011 viser tilsvarende forhold.

Codan fandt på den baggrund det overvejende sandsynligt, at betændelsesprocessen mellem rødderne ikke er en følge af behandlingen, men har årsag i andre forhold, for eksempel infraktion som det er set i andre af patientens tænder.

Codan fandt dermed ikke, at der er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling og dermed en erstatningsberettigende skade.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at betændelsen mellem rødderne på tanden 6+ har årsag i forhold ved tanden selv f.eks. infraktioner og ikke den udførte rodbehandling. I den forbindelse findes der ikke dokumentation for, at der skulle være en ekstra ubehandlet rodkanal, hvorfor rodbehandlingen vurderes at være udført bedst muligt under de givne omstændigheder.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.