Skip to content

2151-12

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 21. september stadfæstet Codans afgørelse af 31. oktober 2012

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 52-årig mand, der den 31. august 2010 fik påbegyndt rodbehandling af tænderne +4 og +5. Ifølge journalen blev der fortaget oplukning til nervekammeret samt mekanisk udrensning i begge tænder. Den 16. september 2010 var tanden +5 knækket og røntgen viste frakturlinie ca. 1,5 mm under knogleniveau. Det blev anbefalet at trække tanden -5 ud samt lave en bro, da der allige-vel skulle laves en krone på +4 med stor risiko for fraktur efter rodbehandling samt stor fyldning i -6 med infraktioner. Den 28. september 2010 opsøgte patienten den behand-lende tandlæge, hvor det blev anbefalet at færdiggøre rodbehandling og derefter påsæt-ning af MK-krone. Rodbehandlingen blev derfor færdiggjort og tanden blev rodfyldt den 21. oktober 2010. Af journalnotat fra den 4. november 2010 fra den oprindelige tandlæge fremgår det, at patienten havde opsøgt den behandlende tandlæge for behandling af tanden +4, men at patienten ønskede videre behandling hos den oprindelige tandlæge. Den 24. november 2010 viste røntgen mulig perforation i den mesiale væg fra den koronale 1/3 del af tanden +4. Der blev foretaget operation af tanden +5, og roden blev fjernet hel uden komplikationer. Den 9. december 2010 blev patienten informeret om ekstraktion samt implantatbehandling af regio +4,5 i stedet for brobehandling. Desuden blev mulig perforation af den mesiale væg på +4 bekræftet efter udboring af det provisor-iske materiale.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til fjernelse af tanden samt implantat-behandling for at erstatte de to tænder, som patienten kommer til at mangle og kronerne.

1. instans afgørelse:

I brev af 31. oktober 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt på baggrund af de foreliggende oplysninger, at skaden i form af tabet af tanden +4 med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling, idet der ved rodbehandlingen er sket en skævboring i den fremadvendende del af tanden +4.

Codan fandt i den forbindelse, at bedst mulig behandling havde indebåret, at man i forbindelse med rodbehandling af tanden +4 havde undgået en skævboring.

Der kan derfor ydes erstatning til de rimelige udgifter til den skadesudbedrende behand-ling i forbindelse med udtagning af tanden +4 og erstatning af denne med implantat og implantatbåren krone. Udgifterne hertil kan godkendes med i alt 23.000 kr. Der skal dog efter sædvanlig praksis ske et fradrag i erstatningen svarende til patientens sparede udgifter til stiftretineret opbygning og krone til tanden +4. Dette fradrag er begrundet i det behov for behandling, som patienten ville have haft, såfremt tanden +4 skulle have været bevaret på længere sigt. Fradraget for opbygning og krone kan skønsmæssigt opgøres til 9.000 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at der ikke kan ydes erstatning for udgifterne til implantatbehandling regio +5, da tanden mistes som følge af grundlidelsen og ikke som følge af den udførte tandbehandling. Der kan derfor alene ydes erstatning for udgifterne i forbindelse med udtagning af tanden +4 og erstatning af denne med implantat og implantatbåren krone, dog med fradrag.

Nævnet finder i den forbindelse, at der efter indsættelse af implantat regio +4 kan restaureres med bro fra regio +4 til tanden +6. Grundlaget for den oprindelige behandlingsplan findes derfor fortsat.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Endvidere tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.