Skip to content

2177-12

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 20. september 2012 ændret Codans afgørelse af 1. februar 2012

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig mand, der skulle have rodbehandlet tanden 6-, der er forsynet med en krone, på grund af smerter. Rodbehandlingen blev indledt den 21. december 2010 ved oplukningen gennem kronen. I den forbindelse blev det konsta-teret, at tandnerven var delvis død, rodkanalen i bagerste rod var næsten tom for ind-hold. Der blev indledt udrensning af rodkanalerne, som fortsættes den 5. januar 2011. I den forbindelse knækkede der et rodinstrument i forreste rod. Boret sad i nederste halvdel af rodkanalen, og det lykkedes at passere det i forbindelse med udrensning til rodmål. Den 10. januar 2011 fandtes rodkanalerne tørre og lugtfrie, og tanden var uden symptomer. Tanden blev derfor rodfyldt. Den 10. oktober 2011 blev der konstateret rodspidsbetændelse, og patienten blev henvist til kirurg, hvor der den 17. oktober 2011 med foretaget rodresektion af tanden 6-.

Patienten søger nu om erstatning for generne på grund af det knækkede bor og gerne en ny krone, som nu er gennemboret.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. februar 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 2.

Codan fandt, at røntgenbilledet viser normale knogleforhold omkring rodspidsen på forreste rod, mens der er let udvidet rodhinde på bagerste rod. Det er lykkedes at rodbehandle tanden 6- normalt på trods af, at en rodfil er knækket i forreste rod. Desuden er der ingen tegn på sygdom ved forreste rod, men måske på bagerste rod.

Codan fandt derfor, at den knækkede rodfil ikke har haft negative konsekvenser for tanden 6- og der er dermed ikke sket en skade i lovens forstand.

Codan fandt endvidere, at eventuel rodspidsbetændelse på bagerste rod ikke er en følge af den knækkede rodfil i den forreste rod. Hvis der fortsat er smerter i tanden 6-, er grunden, at rodbehandlingen ikke er lykkedes. Det forhold, at en behandling ikke er lykkedes, er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand.

Codan fandt desuden, at et eventuelt behov for ny krone efter rodbehandlingen er en følge af det oprindelige behandlingsbehov. Opfyldelse af oprindeligt behandlingsbehov er ikke i skade i lovens forstand.

Codan fandt dermed ikke, at der er sket en erstatningsberettigende skade som følge af den knækkede rodfil, og der kan derfor ikke ydes erstatning i henhold til gældende lovgivning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at den knækkede rodfil har medført, at der udvikledes rodspidsbetændelse på den rod, hvor den knækkede fil sidder og at der derfor måtte udføres rodspidsamputation på denne rod. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på kirurgens oplysninger om udført rodspidsamputation og fjernelse af betændelsesvæv på begge rødder. Der kan derfor ydes erstatning for udgifterne til rodspidsamputation af den skadede rod med i alt 5.366,84 kr. jf. regning nr. 00011879.

Nævnet finder derfor, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 2.

De har i en mail af 4. september 2012 oplyst, at der er aftalt tid for ny operation af roden, og at De i den anledning varsler et erstatningskrav. Nævnet skal henvise Dem til at indsende nærmere dokumentation til Codan med henblik på en vurdering af erstatningsspørgsmålet.

Nævnet finder endelig, at et eventuelt behov for ny krone efter rodbehandlingen er en følge af grundlidelsen og dermed det oprindelige behandlingsbehov, og ikke en følge af den udførte behandling.