Skip to content

2187-12

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævntet har på et møde den 26. oktober 2012 stadfæstet Codans afgørelse af 27. januar 2012

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 68-årig kvinde, der i september 2010 fik indsat bro og kroner i underkæben. Den 1. og 11. november 2010 blev der foretaget tilslibning af broen og igen den 16. marts 2011 skete der en justering af bro i okklusion og artikula-tion. Patienten skiftede herefter tandlæge, hvor det fremgår af journalen fra den 29. marts 2011, at der var fraktur af implantat regio 4+. Endvidere generede broen regio 3- til -3, hvorfor der blev foretaget aflastning af den implantatbaserede bro. Den 10. maj 2011 blev broen fjernet, og den 14. juni 2011 blev broen fra implantat regio 3- til implantat regio -3 cementeret. Af journalen fremgår det, at ”broen frakturer i 3-, hvor den sidder på implantatet”.  Den 27. juni 2011 blev der slebet i okklusion på broen regio 2- til -3 samt krone -4.

Patienten søger nu om erstatning for det knækkede implantat samt indsættelse af nyt/nye implantater og kroner.

1. instans afgørelse:

I brev af 27. januar 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at implantatet regio 4+ er fraktureret, men restdelen af implantatet kan eksplanteres, og der kan derefter ske indsættelse af nyt implantat regio 4+. Desuden skal broen fra 3- til -3 omlaves, og dette kan ske på samme præmisser, som da broen blev isat.

Codan fandt derfor, at behandlingerne med implantat regio 4+ samt implantatbaseret bro fra 3- til -3 muligvis ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da udgifter til omgør-else ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning hertil. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at behandlingerne med implantat regio 4+ samt implantat-baseret bro fra 3- til -3 kan omgøres på samme betingelser som forud for behandling-erne. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at behandlingerne eventuelt ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet finder i øvrigt, at det ikke er overvejende sandsynligt, at broen regio 3-3 er årsagen til, at implantatet regio 4+ knækkede, da der er en meget lille berøringsflade ved sammenbid.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

For så vidt angår spørgsmålet om eventuel tilbagebetaling af honorar skal nævnet henvise til Codans afgørelse samt vedlagte brochure ”Hvis noget går galt – klager over tandbehandling”.