2191-12

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 45-årig kvinde, der kontaktede tandlægen første gang pr. mail den 5. juli 2010 med henblik på indhentning af second opinion vedrørende bidskinne/ bidkontakt efter at bidskinne er fremstillet i Sverige, hvor patienten er blevet behandlet i ca. 10 år. Af journalen den 27. januar 2011 fremgår det, at patienten har oplyst om sine mange bidfunktionsproblemer, der er søgt behandlet i Sverige, hvor der blev slebet meget uden succes. Patienten følte, at kæben gled ud ved sammenbid, og patienten behandles ved fysioterapeut. Patienten blev anbefalet T-scan behandling, som accepteres. Den 4. februar 2011 blev der indledt behandling med T-scanning for analyse af patientens bidforhold. I den forbindelse blev der målt forskelligheder i bidkraften, og der blev justeret ved bidslibning, ligesom mulighed for sideudslag til venstre blev etableret. Den 25. februar 2011 følte patienten, at biddet var helt skævt, idet biddet føltes anderledes end sidst. Patienten ønskede endvidere fyldningen i tanden -7 skiftet, da tanden gjorde ondt. Der blev ikke udført bidslibning, da resultatet af analysen var usikker på grund af bedøvelse. Den 4. marts 2011 var der en samtale om generelle behandlingsmuligheder hos patientrådgiver. Justering af biddet ved beslibning fortsættes, og i den forbindelse bemærkes det, at patientens hovedpine var reduceret. Den 11. marts 2011 synes patienten, at biddet var forværret siden sidst. Patienten blev orienteret om, at det fandtes vanskeligt at opnår godt bid, fordi tænderne i forvejen var beslebet meget. Den 17. marts 2011 blev der beslebet hårde kontakter på tænderne +6 og -6, og der var umiddelbar bedring. Den 21. marts 2011 havde der ikke været smerter, siden +6 blev beslebet sidst, men patienten ønskede en bidskinne, der er fremstillet i Sverige, justeret, da den føltes for høj. Skinnen blev aflastet – angiveligt med god effekt. Herefter var der ikke yderligere behandling i Danmark, men i maj 2011 konsulterede patienten en tandlæge i Sverige. Af journalen herfra fremgår det, at patienten tidligere har fået bidslibninger i Danmark efter at bidfunktionsbehandling i Sverige ikke havde givet det ønskede resultat. Efter undersøgelse blev diagnosen malokklusion (dårligt bid) stillet. Prognosen for godt resultat af videre behandling forudsætter genopbygning af tanden -7, derefter stillingtagen til -6 og derefter ny krone på 7+.

Patienten søger nu om erstatning til udgifterne til 2-3 kroner samt til etablering af bid, eventuelt varigt mén samt godtgørelse for svie og smerte for 7 dages sygdom.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. december 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Codan fandt, at udgangspunktet før behandlingen i Danmark var beslebne tænder uden meget tilbageværende tyggefladerelief, og efter behandlingen i Danmark er tyggefladerne formentligt yderligere affladede.

Codan fandt det imidlertid overvejende sandsynligt, at etablering af stabilt bid fra start havde medført behov for bidfunktionsanalyse med fastlæggelse af bidforhold/ - højde efterfulgt af nye kroner og fyldninger i tilstrækkeligt omfang til at sikre stabilt bid.

Codan fandt det overvejende sandsynligt, at forsøget med yderligere bidslibning i Danmark ikke har ændret patientens behandlingsbehov. Der er dermed ikke sket en skade i lovens forstand.

Codan fandt i den forbindelse, at den behandling, der nu skal udføres med genopbygning af -7 og ny krone på 7+ svarer til den behandling, der skulle være udført under alle omstændigheder, og udgifterne hertil skal derfor bæres af patienten.

Codan fandt dermed, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling, og der kan derfor ikke ydes erstatning i henhold til loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at den udførte bidslibningsbehandling på baggrund af den anvendte målemetode med T-scan ikke er i overensstemmelse med bedst mulig behandling. Imidlertid er der ikke grundlag for at antage, at dette har medført en forværring af Deres grundlidelse.

Nævnet finder det derfor overvejende sandsynligt, at Deres nuværende behandlingsbehov svarer til det behov for opbygning af sammenbiddet, som De havde før behandlingen blev indledt hos tandlægen.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

For så vidt angår Deres krav om tilbagebetaling af honorar skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende over for den behandlende tandlæge. Ved uenig-hed herom skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende over for Regionstandlægenævnet, da Tandskadeankenævnet ikke har kompetence til at tage stilling hertil. I den forbindelse gøres der opmærksom på, at der gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor De kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor de påklagede behandlinger blev udført.