Skip to content

2196-12

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 26. oktober 2012 ændret Codans afgørelse 28. februar 2012

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 43-årig kvinde, der den 3. juni 2009 fik taget bite wings i forbindelse med eftersyn. Billederne blev beskrevet med caries i tanden 6-´s bagerste flade. Der blev derfor den 12. juni 2009 lavet en plastfyldning i tanden 6-. Den 28. oktober 2009 blev det noteret i journalen, at fyldningen i tanden 6- virkede lidt grå, men at den vurderet ud fra røntgen såud til at være i orden. Den 9. december 2010 blev der taget røntgen af tanden 6- som kontrol, og det noteres, at objektivt at der intet at bemærke, men at den er grå i farven. Den 19. september 2011 var der murren i tanden 6- og røntgen viste intet abnormt. Den 1. november 2011 blev fyldningen i tanden 6- udskiftet. I forbindelse hermed blev der konstateret forbindelse til tandnerven. Der blev foretaget sårforbinding af hullet til tandnerven, og patienten blev informeret om, at rodbehandling kunne blive nødvendig. Den 15. november 2011 blev der indledt rodbehandling af tanden 6-.

Patienten søger derfor nu om erstatning for udgifterne til den rodbehandling, der er blevet lavet samt eventuel efterfølgende kronebehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. februar 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Codan fandt, at røntgen fra den 3. juni 2009 viser caries distalt i tanden 6-, der i forvejen er fyldt med dyb tyggefladefyldning. Under fyldningen ses bunddækningsmateriale svarende til distale pulpahorn. Efterfølgende røntgen og kliniske undersøgelser viser ikke defekt ved fyldningen ud over, at den beskrives som grålig.

Codan fandt det derfor overvejende sandsynligt, at det senere konstaterede behov for rodbehandling af tanden 6- skyldes den oprindelige fyldnings tætte relation til tand-nerven. Dermed er der ikke sket en dækningsberettigende skade i lovens forstand.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at røntgenbilleder af 3. juni 2009 viser, at tanden 6- før fyldningen havde et stort cariesangreb i tandens bagudvendende flade. Det findes overvejende sandsynligt, at dette cariesangreb allerede var til stede senest d. 11. august 2008, hvor patienten var til undersøgelse, uden at der blev taget røntgenbillede, og hvor der i følge journalen ikke blev diagnosticeret caries. Hvis cariesangrebet var blevet diagnosticeret og behandlet tidligere i forløbet, findes det overvejende sandsynligt, at fyldningen ikke ville have været tæt på nerven, og dermed ville der ikke have været behov for rodbehandling. Der kan derfor ydes erstatning for udgifterne til rodbehandling. Regning herfor skal fremsendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatningen.

Nævnet finder endvidere, at hvis der er behov for opbygning og kronebehandling som følge af den anerkendte skade, kan der tillige ydes erstatning for udgifterne hertil. Dokumentation herfor samt behandlingsoverslag skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.