Skip to content

2257-12

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 21. november 2012 stadfæstet Codans afgørelse af 4. april 2012

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 53-årig mand, der har konsulteret den samme tandlæge for undersøgelse og behandling i perioden 1997 til 2008. I august 1998 havde patienten smerter i tanden -6, som var rod- og kronebehandlet. Tandlægen anbefalede udtrækning af tanden og fremstilling af bro i stedet for. Dette ønskede patienten ikke, hvorfor rodbehandlingen blev omgjort med i alt 9 skylninger og rodfyldning i marts 1999. Den 22. februar 2006 henvendte patienten sig igen med smerter i tanden -6, og der blev konstateret rodfraktur. Der blev igen foreslået udtrækning af tanden, og den 9. august 2006 blev tanden trukket ud. I perioden fra 2004 til 2007 fik patienten ligeledes behandlet tænderne 7,6,5+5,7, 7- og -5 med plastiske fyldninger af flere omgange. Den 29. juni 2007 foreslog tandlægen en bidskinne til aflastning grundet tænderskæren. Bidskinnen blev taget i brug den 9. oktober 2007, men trods brug af skinne har patienten alligevel haft fraktur af flere tænder.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til udbedring af de nævnte tænder.

1. instans afgørelse:

I brev af 4. april 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at tanden -6 er kronebehandlet i overensstemmelse med almindelige fagligt anerkendte regler, og at tanden er mistet grundet den svækkelse som tidligere nødvendig behandling har betydet for tanden. Tanden mistes således ikke som følge af tandlægens behandling.

Codan fandt endvidere, at tænderne 7,6,5+5,7 og 7-5 med fordel kunne være behandlet med kroner til stabilisering af tyggekræfterne. Denne behandling kan stadig finde sted og kan gennemføres på samme vilkår, som hvis behandlingen var sket tidligere. Behandlingen med krone på kindtænderne må derfor betragtes som gennemførelse af udskudt behandling. Udførelse af udskudt behandling er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

Codan fandt desuden, at fraktur af tænderne ikke skyldes den udførte bidskinne-behandling, men patientens grundlidelse i form af tænderskæren.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 4. april 2012 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder, at behandlingsbehovet af de omhandlende tænder i hele perioden har været behandling med kroner. Det forhold, at disse behandlinger ikke blev udført oprindeligt, har derfor ikke ændret behandlingsbehovet, og der er således alene tale om udskudt behandling.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.