Skip to content

1801-10

Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 24. august 2012 ændret Codans afgørelse af 27. september 2010

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 33-årig kvinde, der den 15. marts 2007 skulle have fjernet tanden -8 operativt. I forbindelse med operationen skete der en kirurgisk påvirk-ning af kindens følenerve, hvorfor der efterfølgende var en ændret føleevne svarende til nervens udbredelsesområde, som ikke er forsvundet.

I brev af 24. august 2010 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at det er overvejende sandsynligt, at der ved den operative fjernelse af tanden -8 er sket en kirurgisk overskæring af nervegrene svarende til kindnerven. En sådan overskæring er mulig at undgå og behandlingen har dermed ikke været bedst mulig under de givne forhold. Patienten skal derfor til undersøgelse hos en specialtandlæge for at fastsætte méngraden.

1. instans afgørelse:

I brev af 27. september 2010 traf Codan afgørelse om, at méngraden kan fastsættes til 5%. Codan har i den forbindelse lagt vægt på, at der er manglende føleevne svarende til kindens følenerve i venstre side. Der er tale om en betydelig påvirkning med ændret følesans samt gener i form af følelsesløshed, øget følsomhed og sovende fornemmelse, snurren, prikken og smertefuld fornemmelse af kindens slimhinde i venstre side. Desuden viste sumscoreanalysen 0 point i forhold til den raske sides 21 point. Der er således et objektivt grundlag for at anse betingelsen om væsentlige føleforstyrrelser for opfyldt jf. Arbejdsskadestyrelsens méntabel. Der kunne derudover ikke tilkendes yderligere godtgørelse eller erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at méngraden skal fastsættes til 12% i henhold til Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel pkt. A.1.4.2. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der udover en nerveskade i kindens følenerve – med meget betydelig følenedsættelse til følge -  er sket en skade i underlæbens følenerve, ligesom De har subjektive gener i form af bl.a. følelsesløshed, øget følsomhed, og sovende fornemmelse samt vanskeligheder ved tygning. Sagen hjemvises derfor til Codan med henblik på opgørelse af den endelige godtgørelse for varigt mén.