Skip to content

1974-11

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 7. februar 2012 ændret Codans afgørelse af 9. juni 2011.

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 53-årig kvinde, der fik rodbehandlet tanden 6+, som blev forsynet med en fyldning den 26. juli 2002. Den 6. maj 2003 var der sket en fraktur af tanden. Tanden blev derfor forsynet med en krone den 28. maj 2003. Den 3. september 2009 var der smerter fra tanden, og der blev konstateret rodspidsbetændelse , som blev behandlet med antibiotika. Dette blev bekræftet ved røntgenbillede samme dag. Patienten blev derfor henvist til behandling af betændelsen hos specialtandlæge. Ved kontrol den 19. maj 2010 blev det konstateret, at der var en lomme på den fremadvendende flade af tanden 6+ med pus og blødning. Desuden fremgår det af journalen fra samme dag, at der på røntgen fra 2009 ses vertikalt knogletab 6+ mesialt. Efterfølgende er tanden blevet fjernet.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte udgifter samt for udgifterne til implantatbehandling retio 6+.

 

1. instans afgørelse:

I brev af 9. juni 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at tabet af tanden ikke skyldtes den udførte behandling og heller ikke manglende diagnostisk og behandling af parodontose.

Codan fandt endvidere, at tabet af knogle omkring tanden 6+ er karakteristisk ved rodfrakturer, og der er ikke i tandsættet i øvrigt tegn på parodontose. Sammenfattende mistes tanden 6+ derfor med årsag i en rodfraktur.

 

Codan fandt desuden, at behandlingen med krone tilsyneladende er udført bedst mulig under de givne omstændigheder. Den opståede rodfraktur har dermed ikke med overvejende sandsynlighed årsag i tandlægens behandling, men kan derimod henføres som en uheldig belastning under tyggefunktion eller anden påvirkning. Årsagen til den opståede rodfraktur må søges i det forhold, at tanden uundgåeligt var svækket grundet rodbehandling og en fraktur.

Hvorvidt behandlingen med krone har levet op til forventningerne er en sag mellem tandlægen og patienten. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævn eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 9. juni 2011, som anført nedenfor.

 

 

Nævnet finder, at rodbehandlingen i 2002 ikke er udført bedst mulig, da røntgenbillede fra den 6. maj 2003 viser, at rodfyldningen ikke er tæt og ikke ført til rodspidserne. Dette findes med overvejende sandsynlighed at være årsag til den vedblivende rodspidspids-betændelse, der sammenholdt med den manglende behandling af paradentosen er årsag til tab af tanden 6+. Der kan derfor ydes erstatning for udgifterne til implantatbehandling regio 6+. Behandlingsoverslag af 14. januar 2011 kan godkendes, dog skal der foretages fradrag af opbygning, idet tanden 6+ skulle forsynes med opbygning, hvis den skulle bevares på længere sigt. Patientforsikringen dækker kun udgifter, der er en følge af skaden og derfor ikke udgifter, som De skulle have afholdt under alle omstændigheder. Fradraget fastsættes til 3.516 kr. Regning efter endt behandling skal fremsendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatning.

 

 

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.