Skip to content

1981-11

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 13. januar 2012 stadfæstet Codans afgørelse af 23. juni 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 25-årig kvinde, der skulle have fjernet tanden 8- på grund af betændelse omkring tandens krone. Tanden var delvist frembrudt og blev den 12. juni 2008 fjernet ved et operativt indgreb. Til bedøvelse blev anvendt Artikainhydr. 40 mg/ml 1½ tubule infiltrations- og ledningsanalgesi. Efterfølgende havde patienten ændret føleevne i tungen.

Patienten søger nu om erstatning for generne i form af følelsesløshed i tungen, ødelagte smagsløg samt udtaleproblemer.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. juni 2011 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 76.600 kr. i godtgørelse samt renter på i alt 454,81 kr.

Codan fandt, at det på baggrund af den neurosensoriske undersøgelse kan konstateres, at patienten har tab af føleevne svarende til tungenerven i højre side. Méngraden fastsættes på baggrund af Arbejdsskadestyrelsens méntabel, og at denne tabel fremgår det, at der ved nerveskader som denne foreligger et mén på 5%, dersom skaden har medført væsentlige føleforstyrrelser. Det afgørende er derfor, om der i dette tilfælde foreligger væsentlige føleforstyrrelser.

Codan har ved vurderingen heraf lagt til grund, at den foretagne neurosensoriske undersøgelse viser en sumscore på 10 point i forhold til den raske side 21 point. Som følge heraf foreligger der et objektivt grundlag for at anse denne betingelse for at være opfyldt.

 

Codan fandt på baggrund af den objektive undersøgelse og de beskrevne subjektive gener i form af udtaleproblemer og nedsat smagssans i højre side, at patienten er berettiget til en godtgørelse for varigt mén på 10% som følge af skaden i form af tab af føleevne i tungenervens højre side.

Codan fandt endvidere, at patienten ikke var berettiget til yderligere godtgørelse og/eller erstatning.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 23. juni 2011, idet det dog bemærkes, at grundlaget for retten til erstatning er Klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4 (og ikke nr. 2). I den forbindelse skal det oplyses, at det ikke kan afgøres med sikkerhed, om skadesårsagen er en mekanisk læsion eller skyldes egenskaber ved det anvendte lægemiddel, og da der efter tidligere afgørelse i Lægemiddelskadeankenævnet ikke er tilvejebragt en overvejende sandsynlighed for, at der er tale om en lægemiddel-skade, så anses det for at være en skade, der er omfattet af Klage- erstatningslovens regler om patientforsikring og ikke reglerne om erstatning for lægemiddelskader. Dette har dog ingen betydning for patientens ret til erstatning eller for størrelsen af erstatningen.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at méngraden skal fastsættes til 10%, henset til at det fremgår af Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel pkt. A.1.4.2, at méngraden ved nerveskader som den foreliggende fastsættes til 10% ved væsentlige føleforstyrrelser.

 

 

Det bemærkes i øvrigt, at der er kommet en ny méntabel fra Arbejdsskadestyrelsen, som ville have bevirket, at méngraden skulle sættes ned til 5%, men i denne konkrete sag undlader vi at bruge den nye méntabel, fordi afgørelsen om 10% korrekt er truffet af Codan på det tidspunkt, hvor den gamle méntabel var gældende.

 

 

Godtgørelse for svie og smerte kan kun ydes, når betingelserne i erstatningsansvars-lovens § 3 er opfyldt. Det fremgår heraf, at godtgørelse i tilfælde, hvor der ikke foreligger sygemelding, kun kan ydes i særlige tilfælde. Dette betyder, at der skal foreligge sådanne gener eller indskrænkninger i de almindelige legemsfunktioner, at det kan sidestilles med en sygelig tilstand. Oplysningerne om generne som følge af nerveskaden set i forhold til Deres forudbestående sygdom opfylder ikke denne betingelse, og der kan derfor ikke ydes godtgørelse for svie og smerte.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om erstatningens størrelse og omfang.