Skip to content

1986-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 13. januar 2012 stadfæstet Codans afgørelse af 5. maj 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 38-årig kvinde, der i august/ oktober 2008 (?) fik rodbehandlet tanden +3 på grund af en ekstern resorption. I den forbindelse skete der en overfyldning af tandens rodkanal d. 15. august 2008. Efterfølgende blev der d. 16. marts 2009 ? foretaget fjernelse af fyldningen i tanden +3 på grund af lejlighedsvises symptomer, og der blev ilagt en midlertidig fyldning. Den 16. marts 2009 blev der cementeret en stift i tanden +3, ligesom tandens forflade under tandkødsranden blev frilagt kirurgisk og en ny fyldning blev ilagt.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til operationen på mangel på tandkød ved gingivektomi samt for udgifterne til retrograd rodresektion for at sikre overlevelse af tanden +3. Desuden ønskes der erstatning for udgifterne til behandling for smerterne/ varige mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 5. maj 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at der i forbindelse med behandlingen af tanden +3 er foretaget en nødvendig gingivectomi for at få adgang til at behandle resortionskaviteten. Dette er en behandling, som honorerer gældende krav og principper. Tanden +3 har samme tandkødsniveau, som den modstående tand 3+, og derfor er det overvejende sandsynligt, at den kirurgiske behandling ingen negativ effekt har haft i denne henseende.

Codan fandt endvidere, at tandkødsproblemet på ydersiden med overvejende sandsynlighed har årsag i fyldningen, som er lagt i resorptionslakunen. Denne er med overvejende sandsynlighed utæt eller ikke veltilpasset nok, hvorfor tandkødet reagerer med irritation.

Codan fandt i den forbindelse, at fyldningen med overvejende sandsynlighed kan omgøres med et tilfredsstillende resultat æstetisk og tandkødsrelationsmæssigt, og der ligger heri ingen forsikringsmæssig sammenhæng.

Codan fandt dog, at det kan vise sig umuligt at fremstille en tæt og tilfredsstillende fyldning under de givne betingelser, hvorfor en kronebehandling kan komme på tale. Dette vil have sin årsag i den oprindelige grundlidelse, som var den eksterne resorption, og er dermed ikke en behandler påført skade, som kan lægges tandlægen til last. Det er lidelsen og dens manifestation og lokalisation på tanden, som afgør dette.

Codan fandt i den forbindelse, at der ingen skade er sket i forsikringsmæssig sammenhæng, da en eventuel kronebehandling eller anden løsning af denne svækkede tands problem vil kunne foretages på samme præmisser som tidligere, hvad end dette måtte indebære. Resorptionslakunens beliggenhed kan være så langt under tandkødsniveau, at en for dyb lomme er uundgåelig, hvorfor det kan blev nødvendigt at reducere denne med et højere niveau af tandkødsranden til følge. Årsagen er grundlidelsen og kan ikke lægges nogen tandlæge til last.

Codan fandt desuden, at der ved rodbehandling af tanden er sket en overfyldning af rodkanalen i tanden +3. Dette har med overvejende sandsynlighed medført betændelse ved rodspidsen. Efterfølgende er der isat en rodstift, som nu umuliggør en revision af rodfyldningen gennem tanden. Tanden må derfor behandles kirurgisk.

Codan fandt ikke, at ovennævnte behandling af tanden +3 kan anses at have været den bedst mulige i den givne situation. Bedst mulig behandling havde indebåret, at længden af tandroden ville have været beregnet nøjagtigt, hvorved betændelsen ved rodspidsen ved tanden +3 med overvejende sandsynlighed kunne være undgået.

Forsikringen erstatter derfor udgifterne i forbindelse med den skadesudbedrende kirurgiske rodbehandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 5. maj 2011 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder, at det fremgår af besigtigelsesrapporten, at tandkødsniveauet ved tanden +3 har samme niveau som ved tanden 3+. Der er derfor ikke herved sket en skade i lovens forstand.

 

 

Nævnet finder endvidere, at de nuværende gener med overvejende sandsynlighed har årsag i grundlidelsen rodspidsbetændelse og ikke den udførte tandbehandling.

 


Nævnet tiltræder i øvrigt Codans afgørelse om, at der vedrørende rodfyldningen af 3+ er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.