Skip to content

2001-11

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 7. februar 2012 stadfæstet Codans afgørelse af 2. august 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 43-årig mand, der regelmæssigt har konsulteret den samme tandlæge i perioden 17. juni 1999 og frem til 2010. I november 2004 blev der taget røntgen, som viser dybe lommer regio -6, samt perforation til nerven som følge af caries under en gammel amalgamfyldning. Tanden blev derfor trukket ud. Ved under-søgelse den 8. september 2008 blev der konstateret fordybede tandkødslommer på 5 mm eller derover i samtlige tænder i overkæben 8+ til +6 og i underkæben 8- til -5,-7. Der blev derfor gennemført udvidet parodontosebehandling incl. dybderensning af tænderne. Den 17. november 2008, den 26. januar 2009 og den 12. juni 2009 blev der igen fore-taget tandrodsrensninger. Ved kontrol den 21. oktober blev der konstateret en lille forbedring i parodontosesituationen, og patienten blev informeret om muligheden for og herunder fordele/ulemper ved kirurgisk parodontosebehandling. Patienten foretrak dog parodontosebehandling uden kirurgi. Den 29. januar 2010 blev tanden +4 trukket ud, og den 4. februar 2010 blev det fremtidige forløb drøftet, herunder igen mulighederne for kirurgisk parodontosebehandling. Patienten blev endvidere henvist til yderligere paro-dontosebehandling med laser. I den forbindelse blev der udført en mikrobiologisk test, der fastslår, at patienten lider af en aggressiv parodontoselidelse.

Patienten søger nu om erstatning for den skadesudbedrende behandling samt godt-gørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. august 2011 traf Codan afgørelse om, at der af den fremsendte regning kan betales i alt 5.085 kr. Herefter kan erstatningen opgøres endeligt.

Codan fandt derfor, at tabet af tænderne i overkæben kan erstattes med delprotese-behandling, hvorfor overslag på udgiften hertil kan indsendes hertil for godkendelse, forinden behandlingen iværksættes.

Codan fandt endvidere, at der kan ydes en méngodtgørelse svarende til et varigt mén på 5%. Godtgørelsen kan udbetales, når regningen på delprotesebehandlingen i overkæben er modtaget.

Desuden vil forsikringen fortsat se positivt på erstatning af udgifter til kirurgisk parodontosebehandling, men grundlaget og prognosen skal belyses yderligere og erstatningen kan ikke overstige 1.200 kr. pr. tand.

Codan fandt i den forbindelse, at behandlingen med kirurgisk parodontosebehandling er udført af en tandplejer og opfylder ikke fagligt anerkendte principper for kirurgisk parodontosebehandling.

Codan fandt desuden, at bidskinnebehandlingen oplyses til at tage 4 timer, men grundlaget herfor fremgår ikke af journalen.

Codan fandt endvidere, at de mikrobiologiske tester fastslår, at patienten lider af en alvorlig parodontoselidelse. Dette kan konstateres uden tester, hvorfor udgifter hertil ikke kan betales.

Endvidere betales der – som tidligere oplyst – alene udtrækning af tænderne 7+,4+ og +6 og ikke operativ fjernelse af tænderne 8+ og 8-.

Herefter afventes der overslag på udgiften til delprotese til overkæben.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 2. august 2011 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder, at der alene kan betales regninger i samme omfang, som anført af Codan, da patientforsikringen alene dækker nødvendige og rimelige udgifter, der er en følge af skaden, og derfor ikke udgifter, som De skulle have afholdt under alle omstændigheder eller unødvendige behandlinger, herunder behandlinger uden dokumenteret effekt. Det vil sige, at udgifter til paradentosebehandlingen, som ikke er en følge af den manglende behandling, skal De selv afholde, herunder almindelig paradentosebehandling.

 

 

Nævnet finder i den forbindelse, at der ikke kan ydes erstatning for udgifterne til mikro-test, da den gennemførte test af Dem og mikroorganismer savner videnskabelig grundlag og dermed findes at være overflødig.

 

 

Nævnet finder endvidere, at der ikke kan ydes erstatning for udgifterne til bidfunktions-behandling inkl. behandling på 4 timer, idet der ikke er reelt behov for bidskinne-behandling. Der er alene behov for en stabiliseringsskinne.

 

 

Nævnet finder desuden, at De på det foreliggende grundlag (aggressiv parodontose) ikke er egnet til at få foretaget en implantatbehandling, men det er ikke muligt at tage endelig stilling hertil på nuværende tidspunkt. Når der efter udført parodontalbehandling og kontrol af stabil effekt heraf kan foreligge et endeligt behandlingsoverslag, skal det fremsendes til Codan med henblik på godkendelse. Såfremt det viser sig, at der alene kan ydes erstatning til delprotese, vil der kunne tilkendes godtgørelse for varigt mén på 5% med aldersfradrag efter gældende bestemmelse derom. Til Deres orientering kan det oplyses, at denne godtgørelse vil udgøre ca. 37.000 kr. Codan vil i givet fald tage stilling til beløbets præcise størrelse.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.

 

 

For så vidt angår Deres krav om tilbagebetaling af honorar for eventuelle unødvendig behandling hos Deres nuværende tandlæge skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende over for Deres nuværende tandlæge. Ved uenighed herom skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende over for Regionstand-lægenævnet, da nævnet ikke har kompetence til at tage stilling hertil. I den forbindelse gøres der opmærksom på, at der gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor De kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor de påklagede behandlinger blev udført.