Skip to content

2017-11

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 7. februar 2012 ændret Codans afgørelse af 25. august 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig kvinde, der den 21. januar 2008 fik konstateret rodspidsbetændelse ved tanden -7. Der blev foretaget aflastning af tanden, og tilstanden skulle observeres. Den 15. maj 2008 fremgår det, at der skulle foretages rodbehandling af tanden -7. Den 4. juni 2008 skete der en gennemboring af roden i forsøg på at lokalisere den bagudvendende rodkanal. Af journalnotat af 10. juni 2008 fremgår det, at der havde været smerter i tanden. Den 18. juni 2008 blev tanden rodbehandlet, og det blev forsøgt at forsegle gennembrydningen. Den 29. oktober 2009 var der sket brud af tandkronen -7, og det blev konstateret, at prognosen for tanden var ringe, da det på grund af gennemboringen ikke var muligt at restaurere sufficient. Tanden skulle derfor fjernes og erstattes med en bro. Af journalnotat af 9. juni 2011 fremgår det, at tanden -7 var utilstrækkeligt restaureret. Tanden skal derfor fjernes og erstattes med bro.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til enten en bro eller implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. august 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden med overvejende sandsynlighed er en følge af behandlingen, idet der skete en gennemboring af roden i et forsøg på at lokalisere den bagudvendende rodkanal. Optimal behandling havde tilsagt at lokalisere den bagudvendende rodkanal uden at foretaget gennemboring af roden.

 

Codan fandt dermed ikke, at behandlingen under de givne omstændigheder har været bedst mulig.

Forsikringen erstatter derfor udgifterne i forbindelse med udtagning af tanden -7 samt erstatning af tanden med en bro. Der skal dog ske et fradrag i erstatningen svarende til patientens udgifter i forbindelse med stiftopbygning og krone, da denne behandling under alle omstændigheder ville have været nødvendig for at bevare tanden på længere sigt. Fradraget kan opgøres til 7.500 kr. Desuden tilfalder eventuelt tilskud fra Sygeforsikringen Danmark Codan i det omfang, at Codan skal betale erstatning.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 25. august 2011, som anført nedenfor.

 

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at der skulle foretages revision af rodbehandlingen for at bevare tanden -7 på længere sigt, idet der var rodspidsbetændelse på tandens forreste rod med 2 rodkanaler. Desuden findes det overvejende sandsynligt, at tanden -7 skulle forsynes med opbygning og krone, hvis den skulle bevares på længere sigt, da tanden var forsynet med en meget stor fyldning forud for rodbehandlingen den 4. juni 2008. Der skal derfor i erstatningen fradrages disse udgifter til behandling, da patientforsikringen alene dækker udgifter, der er en følge af skaden og derfor ikke udgifter, som De skulle have afholdt under alle omstændigheder. Det er i denne forbindelse uden betydning, at De ikke blev oplyst om dette behandlingsbehov, da det afgørende er, at De ville have haft de nævnte udgifter. Fradraget fastsættes herefter skønsmæssigt til 8.900 kr., svarende til det af Codan foretagne fradrag vedrørende opbygning og krone på 6.900 kr., suppleret med et fradrag for rodbehandling på 2.000 kr.

 

 

Nævnet finder i øvrigt, at ovennævnte fradrag skal nedsættes med det beløb, som De ville have fået i tilskud fra Sygeforsikring Danmark. Nævnet finder i den forbindelse, at De ville have været berettiget til 3.420 kr. i tilskud fra Sygeforsikring Danmark. D.v.s. fradraget udgør herefter 5.480 kr.

 

 

I det øvrige tiltrædes Codans afgørelse.