Skip to content

2032-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 20. april 2012 stadfæstet Codans afgørelse af 3. august 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 65-årig kvinde, der den 15. august 2001 fik fremstillet delprotese i underkæben og samtidig udtrukket tænderne 2-,1-,-1,-2. I perioden 2001 og frem til 2006 blev patienten oplyst flere gange om, at tænderne fra hjørnetand til hjørnetand i overkæben har en begrænset levetid. I perioden 2011 til 2005 blev der foretaget en del behandlinger på tænderne 3+,2+,1+,+1,+2,+3, og den 24. januar 2006 blev der indsat en delprotese i overkæben med bevaring af tænderne 3+,2+,1+,+1, +2,+3. I perioden januar 2006 og til marts 2009 blev der løbende foretaget eftersyn og tandrensning, hvor der ved flere eftersyn blev registreret rodcaries og patienten blev opfordret til forbedring af hjemmetandplejen. Der blev endvidere foretaget flere repara-tioner af fortænderne i overkæben. I april 2009 blev der fremsat en behandlingsplan, der indebar fjernelse af tænderne 3+,2+,1+,+1,+2,+3 med samtidig oprensning af betændelse omkring tanden +3. Efterfølgende skulle tænderne erstattes med 6 implantater og en bro på 10 led. Der blev derfor i december 2009 foretaget udtrækning af tænderne i over-kæben samt foretaget oprensning. Ved undersøgelse den 7. juni 2010 på Næstved Syge-hus blev der konstateret hvidlige, uafskrabelige forandringer i mundhulen og tungen. Den 2. september 2010 blev forandringerne fjernet i mundhulen og behandlingen blev gentaget den 11. februar 2011. Der var tale om celleforandringer i et let stadie uden malignitet. Der er i mellemtiden (hvornår ?) indsat implantater i overkæben og den 20. oktober 2010 blev trådene omkring heleskruer i overkæben fjernet.

Patienten søger nu om erstatning for de skader, der først viser sig nu, som følge af behandlingen.

1. instans afgørelse:

I brev af 3. august 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at for så vidt angår lidelsen med celleforandringer i mundbunden og tungen kan disse på ingen måde relateres til den udførte tandbehandling. Der er tale om en lidelsen med en kompliceret årsag og udvikling, men hverken årsag, behandling eller komplikationer til behandlingen kan henføres til tandbehandlingen udført gennem årene.

Codan fandt endvidere, at hvad angår oprensning efter tænder og/ eller implantater, så er der tale om en afstødningsproces. Tænderne i overkæben fremstod allerede i 2004 med en dårlig prognose, og det er muligt, at tænderne burde være fjernet før 2009, men heri ligger ikke en erstatningsberettigende skade.

Codan fandt desuden, at der ikke er fremført oplysninger om komplikationer med implantatbehandling, der kan begrunde erstatning. Hvorvidt behandlingen med implantater lever op til forventningerne er en sag mellem tandlægen, der har udført behandlingen og patienten. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlæge-nævn eller indledes civils søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at den udførte tandbehandling igennem årene ikke er årsagen til, at De senere fik konstateret celleforandringer i mundbunden og tungen. Denne lidelse kan således ikke relateres til den udførte tandbehandling.

Nævnet finder endvidere, at for så vidt angår oprensning efter tænder og/eller implantater, er der tale om en afstødningsproces som har årsag i tændernes grundlidelse og ikke den udførte tandbehandling. I øvrigt findes behandlingen at kunne færdiggøres/ omgøres på samme præmisser som forud for den oprindelige behandling.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.