2034-11

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 50-årig kvinde, der i 2009 til 2010 var i behandling med fast apparatur på overkæbens og underkæbens tænder. Den 13. januar 2010 henvendte patienten sig, da hun følte, at næsen blev presset op, og at tænderne i overkæben gemte sig bag læben. Ved en gennemgang af røntgen før/ efter og nuværende sås let øget OK-incisivhældning og UK-incisivhældning. Patienten blev informeret om, at der intet var at påsige behandlingen, men da patienten ikke kunne acceptere de fysiske ændringer, behandlingen medførte, var eneste løsning nu seponering af apparatur og afvente nogen recidiv. Herefter vurderes forholdene i højre side OK/UK og en stillingtagen til genoptagelse af behandling – evt. lokalt med forankringsskrue. Patienten accepterede dette for nuværende. Da patienten ikke herefter henvendte sig, blev patienten afsluttet den 13. juli 2010.  Den 30. september 2010 henvendte patienten sig imidlertid igen, da hun ikke føler sig forstået af egen specialtandlæge. Patienten havde nu apparatur i underkæben. Den 1. november 2010 blev patienten informeret om, at det ikke var nogen ønskesag at overtage behandling fra to andre specialtandlæger, og der blev foretaget seponering br. 5- og -5 samt recementering. Den 6. december 2010 blev der foretaget replacering og …? Den 12. december 2010 ringede patienten, da hun var nervøs for tænderne 2+2. Den 14. december 2010 var patienten til kontrol hos tandlægen, hvor behandlingsmuligheder blev drøftet. Patienten skulle derfor tage stilling til, om hun ønskede at fortsætte behandlingen. Den 15. december 2010 ringede patienten og ønskede seponering og retention. Apparatet blev derfor seponeret den 20. december 2010, og det blev taget aftryk til hårde skinner. Den 6. januar 2011 blev der cementeret runde twist tråde 3,2,1+1,2,4 og 3,2,1-1,2,3. Den 21. januar 2011 henvendte patienten sig til anden tandlæge for at få en vurdering af slibeskader/ridser i facialfladerne efter behandling med fast apparatur. Det blev i den forbindelse konstateret, at der var slibe-skader eller ridser efter fjernelse af apparatur på tænderne 5,4,3,2,1+1,2,3 samt på tænderne 7,3,2,1-1,2,3,4,7. Af journalnotat af 24. januar 2011 fremgår det, at skaderne kræver behandling men ikke overbehandling, dog er 3,2,1+1,2,3 samt 1-1 behandlings-krævende med facader. Resten klares med plastbehandling og polering.

Patienten søger nu om erstatning for den skadesudbedrende behandling samt godtgørelse for kosmetiske, sociale og psykiske mén samt svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 22. juni 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at de kliniske fotos af tænderne viser beslibning af tændernes emalje, og at der er tale om en beslibning af den overfladiske emalje uden tegn på gennembrud til tandbenet.

Codan fandt endvidere, at bedst mulig behandling under de givne omstændigheder ville have været fjernelse af det faste apparatur uden beskadigelse af tændernes emalje.

Codan fandt desuden, at skaderne med prognose kan udbedres med plast og polering, og dette er den biologisk mindst invasive behandling. Der kan derfor ikke ydes erstatning til porcelænsfacader. Nyt behandlingsoverslag for behandling med polering og plast skal derfor fremsendes til Codan, inden behandlingen påbegyndes.

I øvrigt fandt Codan ikke, at patienten var berettiget til yderligere erstatning/ godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at der ikke findes tegn på gennembrydning af tændernes emalje, hvorfor en minimal invasiv behandling med plast og polering derfor kan udbedre forholdene som følge af skaden. I øvrigt finder nævnet, at en behandling med porcelæn kræver yderligere omfattende beslibning med risiko for senskader. Det tiltrædes derfor, at der ikke kan ydes erstatning for udgifter til porcelænskroner.

Nævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for godtgørelse for varigt mén, idet der ikke vil være varige skader efter udbedringen.

Godtgørelse for svie og smerte kan kun ydes, når betingelserne i erstatningsansvars-lovens § 3 er opfyldt. Det fremgår heraf, at godtgørelse i tilfælde, hvor der ikke foreligger sygemelding, kun kan ydes i særlige tilfælde. Dette betyder, at der skal foreligge sådanne gener eller indskrænkninger i de almindelige legemsfunktioner, at det kan sidestilles med en sygelig tilstand. Oplysningerne om generne som følge af slibeskader opfylder ikke denne betingelse, og der kan derfor ikke ydes godtgørelse for svie og smerte.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Endvidere tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.