Skip to content

2043-11

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 9. marts 2012 stadfæstet Codans afgørelse af 18. august 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 62-årig mand, der fik påbegyndt rodbehandling af tanden +6 den 6. juli 2007. Den 20. juli 2007 blev rodbehandlingen afsluttet. Efter tandlægeskift blev tanden trukket ud den 21. december 2010 på grund af betændelse. I den forbindelse fremgår det af journalen, at der efter udtagning af tanden kunne erkendes gennembrydning af roden svarende til røddernes forgreningspunkt.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til implantat og krone samt knogle-opbygning.

1. instans afgørelse:

I brev af 18. august 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at behandlingen med gennembrydning af roden ikke kan anses at have været den bedst mulige i den givne situation. Bedst mulig behandling havde indebåret, at rodkanalernes indgange var lokaliseret, hvorved skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået.

Forsikringen erstatter derfor udgifterne til den skadesudbedrende behandling. Der skal dog sket et fradrag i erstatningen svarende til udgifterne i forbindelse med stiftretineret opbygning og krone til tanden, da denne behandling under alle omstændigheder ville have været nødvendig for at bevare tanden på længere sigt. Fradraget kan opgøres til 8.000 kr. Erstatningen udgør herefter 15.669,51 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 18. august 2011 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at røntgenbilleder viser, at tanden +6 skulle forsynes med opbygning og krone, hvis den skulle bevares på længere sigt. Der skal derfor i erstatning-en fradrages disse udgifter til behandling, da patientforsikringen alene dækker udgifter, der er en følge af skaden og derfor ikke udgifter, som De skulle have afholdt under alle omstændigheder. Det tiltrædes desuden, at fradraget er fastsat til 8.000 kr.

Der kan ikke ydes erstatning for den oplyste bihulebetændelse, da den ikke ses at være en følge af den parietale perforation.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.