Skip to content

2225-12

Skadetype: Skade på rod - Rodfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Tab af tand efter rodbehandling. Rodfraktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Tab af tand efter rodbehandling. Rodfraktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 57-årig mand, der den 12. marts 2009 havde smerter og betændelse ved tanden 1+. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden, hvor det konstateres, at tandnerven var død. Den 28. april 2009 blev der foretaget rodfyldning af tanden, og tandlægen bemærkede i den forbindelse, at rodfyld-ningen havde et mesialt forløb, og at der var en brudlinje. Tandlægen fandt heri en mulig forklaring på, at der opstod betændelse og tandbyld. Den 19. maj 2010 var tanden 1+ løsnet af anden grad. Tandlægen opstillede derfor tre behandlingsmuligheder: 1. forsøgsvis kirurgisk rodbehandling, 2. fjerne tanden 1+ og erstatning enten med bro eller 3. implantatbåret krone. Patienten henvendte sig hos ny tandlæge den 18. oktober 2011 med ønsket om implantat regio 1+. 1+ var løs af 3. grad. Den 22. november 2011 blev tanden 1+ fjernet, og der blev foretaget knogleopbygning. Desuden noteres det, at 55% af kæbekammen er svundet bort.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til igangværende behandling af tanden 1+ med implantatbåret krone.

1. instans afgørelse:

I brev af 3. februar 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at behandlingen har været udført bedst mulig, og at der ikke er grundlag for at antage, at der er sket en beskadigelse af roden på tanden 1+ i forbindelse med behandlingen.

Codan fandt det derimod, at der med høj grad af sandsynlighed er tale om, at patienten på et tidligere tidspunkt i livet har været udsat for et slag på tanden 1+, som har gjort at dens rod knækkede. Dette må anses for årsagen til, at denne tand er oblitereret, og dette er årsagen til, at tandens nerve degenererer og forårsager en betændelse, som imødegås med rodbehandling.

Codan fandt, at i forhold til rodbehandlingen ses der på røntgenbillede, at der er en bikanal, som blev overfyldt. Det er hændeligt, uønsket og uheldigt, at der sker overfyld-ning af rodkanalen ud i knoglen. Desuden ses det af røntgen, at området omkring denne rodfyldning ikke heler. Dette er imidlertid ikke årsag til, at tanden mistes.

Codan fandt i den forbindelse, at årsagen med overvejende sandsynlighed findes i det marginale knoglesvind, som patienten allerede havde i 2007 med 33%, og som siden, indtil patienten fik fjernet tanden, beskrives som 55% af det oprindelige tandfæste. Medvirkende årsag i denne sammenhæng er den knækkede tandrod, hvor brudfladen findes midt på roden og derfor pludseligt afkorter tandens fæste. Således er knogletabet på oprindeligt 33% af hele rodlængden reelt det dobbelte, da tanden kun sidder fast i knoglen med halvdelen af roden.

Den samlede konklusion er derfor, at patienten mister tanden 1+ og knoglevævet som følge af de forudbestående forhold/ grundlidelser. Dette inkluderer traumet på tanden, som fik roden til at knække, patientens diabetes, som forårsager et forstørret fæstetab end det gennemsnitlige i forhold til alder, og endelig at patienten vælger at udskyde beslutningen om behandling af tanden i mindst et år fra han første gang præsenteres for behandlingsalternativerne hos tandlægen.

Samlet set er der derfor ikke sket en skade som følge af behandlingen, og der kan derfor ikke ydes erstatning i henhold til loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 3. februar 2012 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at det ikke er overvejende sandsynligt, at tanden 1+ mistes som følge af den udførte rodbehandling. Det findes derimod overvejende sandsynligt, at tanden mistes som følge, at tandens rod er knækket i anden anledning.

 

 

 Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.