Skip to content

2270-12

Skadetype: Nerveskade - N.Mandibularis
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Smerter efter tandbehandling. Godtgørelse for svie og smerte. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Smerter efter tandbehandling. Godtgørelse for svie og smerte. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

 Sagen drejer sig om en nu 47-årig kvinde, der den 30. november 2010 fik fremstillet fyldninger i tænderne 6+ og 7,6- på grund af caries. Patienten blev i den forbindelse bedøvet med midlet Xyloplyin Adrenalin i såvel over- som underkæbe i venstre side. Efterfølgende havde patienten smerter og ubehag fra området, som blev bedøvet. Den 3. januar 2011 var der stadig smerter fra tanden 6+, og patienten blev informeret om evt. pulpaskade. Der blev taget røntgen af 6+ og penslet med bifluorid. Desuden er det noteret, at patienten ønskede at vente med evt. rodbehandling. Den 15. og 16. februar 2011 blev tanden 6+ rodbehandlet på grund af smerter og hævelse i området. Den 28. februar 2011 blev der lavet en plastfyldning i tanden 6+.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til tandlæge, transport- og medicin-udgifter samt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. maj 2012 traf Codan afgørelse om, at patienten var berettiget til 111.460 kr. i godtgørelse for varigt mén samt renter heraf på 1.335,04 kr., i alt 112.795,54 kr.

Codan fandt på baggrund af den objektive neurosensoriske undersøgelse og de beskrevne subjektive gener, at patienten er berettiget til en godtgørelse for varigt mén på 15%.

Codan fandt videre, at patienten ikke var berettiget til godtgørelse for svie og smerte, da hun ikke havde været sygemeldt som følge af skaden.

I øvrigt fandt Codan ikke, at patienten var berettiget til erstatning for helbredelses-udgifter, tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at der er grundlag for at tilkende Dem en godtgørelse for svie og smerte, da det fremgår af akterne, at De har haft betydelige smerter efter tandbehandlingen med fyldningsterapi, som De blev behandlet for, samt flere lægebesøg i en periode på næsten 3 måneder. Nævnet finder , at godtgørelsen skal fastsættes skønsmæssigt, og at det må tages i betragtning, at en del af Deres gener skyldes betændelse i tanden 6+, som rodbehandles i denne periode. Det bemærkes, at det forhold, at tanden 6+ havde behov for en rodbehandling, ikke er anerkendt som en patientskade. Godtgørelsen for svie og smerte fastsættes herefter skønsmæssigt til 7.500 kr. Sagen hjemvises til Codan med henblik på udbetaling af godtgørelsen.

Tandskadeankenævnet hjemviser i øvrigt sagen til Codan med henblik på en vurdering af, om der er grundlag for at yde Dem erstatning for afholdte helbredelsesudgifter samt fremtidige helbredelsesudgifter som følge af skaden. Codan pålægges endvidere at søge tilvejebragt oplysninger, der kan give grundlag for at vurdere, om De er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne henset til, at De som følge af skaden er blevet påført et varigt mén på 15%.