Skip to content

2271-12

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Behandling af caries. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behandling af caries. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 67-årig mand, der den 2. marts 1995 fik rodbehand-let tanden -6. Efterfølgende blev der isat en rodskrue, og tanden blev opbygget i plast efter rodfyldningen. Den 16. maj 1997 blev tanden -7 behandlet med en finerkrone. I september 2006 fik patienten anbefalet kronebehandling af tanden -6, og det blev aftalt, at behandlingen skulle udføres i november 2007. Imidlertid blev kronebehandlingen først udført den 25. maj 2009. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, og ved kontrol den 14. juni 2011 blev patienten rådgivet i forebyggelse af caries samt ordineret Duraphat tandpasta. Den 7. november 2011 anbefalede den nye tandlæge, at tanden -6 blev trukket ud frem for at få fornyet kronen, idet tanden havde rodspidsbetændelse og tandens levetid var nedsat. Ifølge journalen fravalgte patienten dette og ønskede udeluk-kende omgørelse af kronen med informeret samtykke vedrørende nedsat holdbarhed af tanden og risiko for komplikationer i forbindelse med rodspidsforholdene. Desuden sås der på røntgen carieslignende skygge i område ved stiften på tanden -7, og patienten blev informeret om risiko for caries. Den 28. november 2011 oplyste patienten, at han havde bemærket en dårlig lugt fra mellemrummet mellem -6,7. Tandlægen fandt en spalte mellem krone og tand -6, men fandt ellers alt normalt og ingen fødenedbidning eller fødeophobning. Den 19. januar 2012 blev der taget aftryk til krone -6, og kronen blev fjernet for at få udsyn til distalfladen. I den forbindelse blev der konstateret sekundær caries og en kant på præpgrænsen distalt samt en meget dyb skulderpræp. Desuden blev der konstateret caries under kronen på tanden -7. Patienten blev anbefalet at få fjernet begge tænder og erstattet med implantater. Dette ønskede patienten imidlertid ikke. Den 26. januar 2012 blev der foretaget amalgamfyldning af tanden -7 samt cementeret en funktionskrone på tanden -7. Desuden blev der taget røntgen af tanden -6. Den 7. juni 2012 blev der taget røntgen af tanden -7, hvorved der sås let begyndende opklaring på den distale rod. Dog ingen ændring fra sidste røntgen, hvorfor tilstanden skulle observeret. Den 25. oktober 2012 var der obs for caries -7, hvilket patienten blev informeret om.

Patienten søger nu om erstatning, da den mangelfulde krone -6 har medført skader på tænderne -6,7 – eventuelt for udgifterne til fjernelse af tænderne -6,7 og erstatning med implantatbårne kroner.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. august 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at patienten ifølge journalen har en hyppig forekomst af caries – en sygdom, som er betinget af faktorer som individuel bakterieflora, mundhygiejne, kost, spyt flow, almene sygdomme og eventuelt medicinforbrug.

Codan fandt endvidere, at de fremsendte oplysninger dokumenterer, at patienten vedrørende tænderne -6,7 har fået diagnosticeret og behandlet caries efter gældende regler, således at behandlingsplanen for dem nu kan foregå på samme præmisser som tidligere. Det er dokumenteret, at kronen på -6 er mangelfuld, som beskrevet. Patienten har fået tilkendt tilbagebetaling af honoraret for denne behandling. Kronen kan omgøres på samme betingelser som i 2009, og tilbagebetalingen af kronehonoraret skal anvendes til ny krone til tanden.

Codan fandt desuden, at tænderne -6,7 ifølge røntgen allerede i 1995 var stærkt svækket af grundlidelsen caries og tidligere behandlinger herfor. Denne svækkelse gør, at disse tænder muligvis er behandlingsbegrænset til fjernelse. Denne svækkelse var allerede et faktum i 1995 og således ikke en følge af de sidste års behandlinger.

Codan fandt i forhold til rodspidsbetændelsen på tanden -6, at det vil være muligt at fjerne den relative korte rodskrue i den distale rodkanal ved simpel udskruning og herefter foretage en revision.

Codan fandt endvidere, at patientens nye tandlæge i juni 2011 konstaterede normale forhold imellem -6,7, ingen caries eller tandkødsproblemer. Dette bekræftes på røntgen. Den planlagte behandling med en implantatbåret krone kan ske på samme præmisser nu som tidligere.

Codan fandt dermed, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 1. august 2012 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at kronebehandlingen af tanden -6 kan omgøres på samme betingelser som forud for den oprindelige kronebehandling. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at kronebehandlingen ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. For så vidt angår rodbetændelsen på tanden -6 finder Nævnet det overvejende sandsynligt, at denne har årsag i tandens grundlidelse i form af en svækket tand og ikke den udførte rodbehandling i 1995.

Det er Nævnets tandlægefaglige vurdering, at behovet for rodbehandling af tanden -7, der allerede i 1995 fremstod som stærkt svækket af caries, skyldes grundlidelsen caries og ikke forsinket diagnosticering eller udført kronebehandling.

 

 

 

 

Tandskadeankenævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.