Skip to content

2302-12

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Mangelfuld rodbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Mangelfuld rodbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 53-årig kvinde, der fik tanden 6+ behandlet med en plastfyldning og senere restaureret med krone den 14. november 2008. Efterfølgende blev tanden rodbehandlet den 28. juli 2010 grundet vedvarende smerter i tandens nerve. Ifølge journalen var den ene rodkanal tilkalket, hvorfor kun 2 ud af 3 rodkanaler blev bearbejdet og rodfyldt. Den 4. august 2010 havde patienten uændret smerter siden rodbehandling, og det blev derfor aftalt at foretage kirurgisk rodbehandling. Desuden blev patienten medgivet recept på smertestillende medicin. Den 9. august 2010 blev der foretaget kirurgisk rodbehandling. Den 12. august 2010 oplyste patienten telefonisk, at smerterne var forsvundet, men at hun var begyndt at hæve. Der blev derfor indtelefone-ret Metronidazol til afhentning. Den 16. august 2010 blev suturerne fjernet og der sås pæn heling. Patienten havde haft færre symptomer, men lejlighedsvise smerter ved tygning. Der blev derfor aflastet på MK 6+. Patienten fortsatte med at have smerter og behandlingsalternativer blev drøftet. Efter tandlægeskift blev der konstateret fortsat betændelse på rodspiden af tanden 6+, hvorfor der den 4. februar 2012 blev udført endnu en kirurgisk rodbehandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til nødvendig reoperation samt påsætning af ny krone, udgifter til transport og medicin, tabte feriedage og svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. juli 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der er intet, der tyder på, at behandlingen med krone ikke er udført bedst muligt under de givne omstændigheder. Kronen har således tætte kanter og tilsyneladende et sikkert ringgreb om tandstubben.

Codan fandt videre, at det forhold, at en tand efter kronebehandling må behandles, ikke er en erstatningsberettigende skade i lovens forstand. Den komplikation indtræder i ca. 10% af tænder, der restaureres med krone. Det kan være tandens oprindelige lidelse eller uundgåelige forhold i forbindelse med kronefremstillingen, der har medført behov for rodbehandling.

Codan fandt desuden, at det forhold, at en udført rodbehandling må omgøres og smerter i forbindelse med rodbehandling heller ikke er en erstatningsberettigende skade. Selv tænder, der rodbehandles optimalt, må efterfølgende med en vis hyppighed gennemgå en fornyet rodbehandling og eftersmerter opleves ofte i den forbindelse. Det er således ikke selve rodbehandlingen, der er årsag til smerterne, men derimod bakterier, der er trængt ind i tandnerven og gennem rodkanalen videre ud omkring rodspidsen. Dette er således ikke en skade opstået under behandling, men derimod følger af patientens grundlidelse, som ikke kan anerkendes som en skade omfattet af loven.

Et eventuelt krav om tilbagebetaling for de første behandlinger med krone, rodbehandling og kirurgisk rodbehandling må i stedet fremføres overfor tandlægen, der har udført behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at rod- og kronehandlingerne af tanden 6+ kan omgøres på samme betingelser som forud for behandlingerne. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at behandlingerne eventuelt ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.