Skip to content

2320-12

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Parodontose

Beskrivelse:

diagnostik af parodontose. Fradrag i erstatningen. TSAN ændrede Codans afgørelse.

diagnostik af parodontose. Fradrag i erstatningen. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 49-årig mand, der regelmæssigt har fået foretaget tandeftersyn hvert halve år inkl. tandrensning. Den 10. august 2006 blev der bl.a. noteret masser af snask/ tandsten. Ved kontrol i november 2006 havde patienten haft symptomer ved tygning og kuldepåvirkning fra tænderne -5,6,7, hvorfor tandlægen undersøgte tænderne for revner. Den 1. februar 2007 havde patienten tilsvarende symptomer fra tanden +6, og der blev konstateret en revne i den forreste tyggeknude på ganesiden af tanden. Der blev i den forbindelse anbefalet en behandling med støbt guldindlæg, men patienten ønskede en porcelænskrone. Den 27. august 2007 blev der konstateret sunde PA-forhold. Den 18. marts 2008 var den forreste tyggeknude på indersiden af tanden 6- knækket, og den blev repareret midlertidigt. I september 2008 blev tanden 6- behandlet med et guldindlæg, som blev cementeret den 30. september 2008, hvor MK-kronen på +5 var knækket i overfladen. Der blev derfor slebet. Desuden blev der konstateret masser af tandsten. I marts 2009 er det noteret i journalen, at der eventuelt skulle laves en ny krone til tanden +5 samt konstateret en del tandsten/ dårlig kontakt +6,7. Den 1. oktober 2009 blev tanden +6 røntgenfotograferet, og der blev konstateret caries. Tanden blev derfor behandlet med en amalgamfyldning i bagudvend-ende flade. Endvidere blev der konstateret masser af belægninger og tandsten. Ved kontrol den 22. april 2010 blev der igen konstateret en masse belægninger, og tanden -6 blev lappet. Den 19. maj 2011 fik patienten fjernet tanden +8 i forbindelse med et eftersyn, og i den forbindelse er det noteret ”pænt, sundt”. Den 11. august 2011 fik patienten repareret en fortand med plast. I forbindelse med et akut behov for tandlæge-hjælp skiftede patienten tandlægen den 14. oktober 2011, hvor der blev konstateret parodontose og der blev taget røntgenbilleder. Tre dage senere fik patient målt tandkøds-lommer, og der fandtes fordybede tandkødslommer på eller over 5 mm ved 14 tænder. Tænderne +5,6,7 måltes med lommedybde på op til 8 mm. Der blev derfor foretaget en udvidet parodontosebehandling samme dag med FotoSan, og der blev ordineret antibio-tisk behandling. Den 7. november 2011 blev der konstateret forbedring i tandkødsforhold og mundhygiejne. Den 27. januar 2012 havde patienten været øm på ganesiden af tanden -6, som blev rodrenset og behandlet med FotoSan. Ugen efter noteres ingen ømhed, rødme eller blødning. Den 13. marts 2012 henvendte patienten sig med smerter fra tanden +6. Der blev konstateret en tandkødslomme på 6-7 mm, betændelse fra lommen og passage ind imellem tandens rødder. Tanden blev testet og havde levende nerve. Desuden blev der taget røntgenbillede af tanden. Det fremgår i øvrigt af journalen, at der var blevet anbefalet fjernelse af tanden +6 med henblik på indsættelse af en implantatbåret krone. Tanden blev derfor fjernet samme dag ved en kompliceret ekstraktion. Den 25. april 2012 blev der målt tandkødslommer, og der fandtes et sted på indersiden af tanden +5 med 5 mm lomme, og ellers ingen tandkødslommer over 4 mm.

Patienten søger nu om erstatning for manglende diagnostik og behandling af parodontose, herunder udgiften i forbindelse med tabet af tanden +6.

1. instans afgørelse:

I brev af 5. oktober 2012 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. 3, stk. 1, og § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at tandlægens journalføring er kortfattet og dokumenterer ikke fokus på et tandkødsproblem. Bedst mulig behandling indebærer, at tandlægen kontrollerer tandkødsforholdene regelmæssigt og gør notater herom, samt tidligst muligt iværksætter behandling om nødvendigt.

Codan fandt i den forbindelse, at tandlægen burde have foretaget en tidlig diagnostik og dækkende behandling af parodontoselidelsen allerede i 2006, hvor journalen omtaler snask/tandsten. Behandlingen ville da have indebåret udvidet parodontosebehandling kombineret med dybdetandrensning. Hertil kontrolundersøgelser og eliminering af fordybede tandkødslommer. På baggrund af de foreliggende oplysninger vurderes det, at behovet for udvidet parodontosebehandling kunne have været undgået, hvis der var diagnosticeret og iværksat tilstrækkelig behandling heraf tidligere.

Der kan derfor ydes erstatning for udgifterne i forbindelse med udvidet parodontose-behandling med tilhørende tandrodsrensninger. Der skal dog ske et fradrag i erstatning-en svarende til patientens udgifter til behandling af grundlidelsen parodontose, som patienten skulle have afholdt gennem årene, hvis der var diagnosticeret og iværksat rettidig behandling heraf. Den sparkede udgifter fastsættes herefter skønsmæssigt til 1.000 kr. pr. år i en 5-årig periode – i alt 5.000 kr.

Codan fandt endvidere, at det fremgår at den modtagne journal, at patienten tidligere har fået konstateret revner og fået behandlet knækkede tænder. Det vurderes derfor, at patientens tænder har en tendens til at danne revner og/eller at patienten skærer tænder eller presser tænder, hvilket disponerer for revnedannelser.

Codan vurderer derfor, at den pludselige og hurtige forværring af knogleforholdene omkring tanden +6 - til trods for en ihærdig og opfølgende behandling af parodontose hos patientens nye tandlæge – ikke har årsag i den forsinkede behandling af grundlidelsen parodontose, men skyldes derimod en revnedannelse i tanden +6, som det sidste halve år er blevet forværret og har bredt sig igennem tandens rodsokkel. Revnen vurderes desuden at have medført, at tandens nerve har trukket sig tilbage og derfor var udvisket på røntgen, samt at nerven i den inderste rod mod ganen var død, hvilket ses på det sidste røntgenbillede. Codan fandt dermed ikke, at tabet af tanden +6 har årsag i den anerkendte skade, men at tabet derimod skyldes grundlidelsen og den svækkelse af tanden, som den tidligere nødvendige behandling heraf har medført. Der er derfor ikke sket en skade vedrørende tanden +6.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Fradraget for de sparede udgifter er begrundet i det behov for behandling, som De ville have haft, såfremt behandlingen af Deres paradentose var iværksat rettidigt. Patient-forsikringen dækker alene udgifter, der er en følge af skaden og derfor ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder.

Nævnet finder imidlertid, at fradraget skal reduceres til 500 kr. pr. år i 5 år, svarende til et fradrag på i alt 2.500 kr. Nævnet lægger herved vægt på, at den iværksatte behandling har haft god effekt, og det må derfor antages, at en tidligere iværksat behandling også ville have haft dette, således at udgifterne til behandling ville være begrænset. Da De er medlem af Sygeforsikringen Danmark, skal det nævnte fradrag nedsættes med 50%. Fradraget udgør herefter 1.250 kr. Den endelige erstatning for allerede afholdte udgifter til udvidet parodontalbehandling udgør herefter 5.351,78 kr. – 1.250 kr., i alt 4.101,78 kr.

I det øvrige tiltrædes Codans afgørelse. Det bemærkes herved, at hvis den senest fremsendte regning vedrører tanden +6, berettiger den – som anført af Codan – ikke til erstatning. Vedrører regningen behandling af en anden tand, må der eventuelt indgives ny skadesanmeldelse til Codan herom.