Skip to content

2310-12

Skadetype: Skade på rod - Rodfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Tab af tand som følge af rodfraktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Tab af tand som følge af rodfraktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 78-årig mand, der havde smerter fra tanden 5+ den 19. september 2002. Det blev konstateret, at der var dyb caries under kronen, hvorfor kronen blev fjernet og tanden rodbehandlet. Ifølge journalen skulle patienten have en ny krone efter en kontrol periode. I februar 2003 var kronen løs, og ifølge journalen ønskede patienten kronen recementeret. Ifølge patienten blev tanden rodbehandlet den 14. marts 2008, hvilket imidlertid ikke fremgår af journalen fra denne dag. Derimod fremgår det, at der denne dag blev udført en kirurgisk behandling af tanden -6. Den 12. januar 2009 fremgår det af journalen, at tanden 5+ skulle kronebehandles på ny til 5.000 kr. Denne behandling blev imidlertid ikke udført. I december 2011 blev det konstateret, at tanden 5+ var flækket på langs, og at der var betændelse omkring tandroden. Tanden 5+ blev derfor fjernet samme dag, og der er stillet en behandling med implantatbåret krone i udsigt.

Patienten søger nu om erstatning for dårligt tandlægearbejde.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. maj 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at det forhold, at der i en tand udvikles rodfraktur ikke i sig selv er en skade. Rodfraktur forekommer oftest i rodbehandlede tænder og er en hændelig komplikation. Komplikationen er dels en konsekvens af den udtrætning, der er sket i tanden gennem års funktion, og dels om følge af den svækkelse den oprindelige nødvendige behandling af grundlidelsen har betydet.

Codan fandt derfor, at grundlidelsen samt det forhold, at patienten har fravalgt krone-behandling af tanden, er årsagen til, at tanden 5+ mistes. Der er derfor ikke sket en skade i lovens forstand, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at det fremgår af journalen, at tanden 5+ siden 2002 har haft behov for en ny krone, og at De har fravalgt denne behandling. Af journalen fra den 12. januar 2009 fremgår det, at der blev aftalt ny krone på tanden 5+, men denne behandling blev igen ikke udført. Tanden 5+ mistes som følge af en rodfraktur, der skyldes dens svækkede tilstand i forbindelse med, at denne ikke er blevet afhjulpet ved fremstilling af en ny krone. Den udførte behandling er således ikke årsag til, at tanden mistes.

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.