Skip to content

2331-12

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Periimplantitis

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik af caries samt rodspidsbetændelse. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Forsinket diagnostik af caries samt rodspidsbetændelse. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig kvinde, der konsulterede tandlægen den 4. februar 2011 på grund af tandpine i tanden 3+. Der blev derfor forsøgt rodbehandling på grund af betændelse, men behandlingen måtte udskydes, da det ikke var muligt at bedøve tanden. Den 7. februar 2011 blev der foretaget rodbehandling af tanden 3+, og den 16. februar 2011 blev der ordineret smertestillende medicin og antibiotikum. Den 21. februar 2011 blev rodfyldningen i 3+ fjernet, og rodkanalen blev udrenset yderligere. Desuden blev der ordineret antibiotika som kombinationsbehandling. Den 24. februar 2011 blev en tandbyld ud for tanden 3+ tømt, og der blev ilagt dræn. Den 25. februar 2011 var der bedring, og tandbylden var forsvundet. Der blev skyllet med saltvand. Den 1. marts 2011 var der atter en tandbyld, og der blev fundet en fistel udgået fra rodspids-en 3+. Der blev derfor atter ordineret antibiotika som kombinationsbehandling. Desuden blev der aftalt tid til rodresektion, som flyttes fra den 18. marts til den 12. april 2011. I den forbindelse blev der ordineret penicillin. Den 12. april 2011 meldte patienten afbud til rodresektion, og der blev aftalt ny tid den 18. maj 2011. Den 18. april 2011 blev der ordineret antibiotika som kombinationsbehandling, og den 18. maj 2011 blev der igen ordineret penicillin uden fornyet rodresektionsbehandling. Den 30. maj 2011 blev der på ny foretaget udrensning af rodkanalen samt kirurgisk rodbehandling. Den 10. oktober 2011 blev der igen fundet en fistel ved 3+ samt let hævelse ud for tanden. Det blev aftalt at forsøge ny rodresektion, men at prognosen var tvivlsom. Den 17. november 2011 blev der konstateret caries under bro 4+, og den 18. november 2011 blev broen 6+ til 4+ fjernet. Der blev konstateret total caries og rodspidsbetændelse ved tanden 4+ samt ringe retention ved tanden 6+. Tænderne 4+ og 6+ blev fjernet samme dag. Ved undersøgelse den 9. januar 2012 blev der ikke noteret forhold ved højre side af overkæben. Patienten skiftede herefter tandlæge, hvor der den 6. januar 2012 blev taget røntgenbillede og konstateret opklaring på tanden 3+. Det er noteret, at patienten ikke havde så ondt mere, men at der kom byld ind imellem. Den 17. januar 2012 blev det besluttet at forsøge en revision af rodfyldningen 3+ endnu en gang. Desuden blev det noteret, at hvis det ikke lykkes, skulle tanden trækkes ud. Den 30. januar 2012 blev der indledt revision af rodfyldningen, og den 7. februar 2012 blev det noteret, at der kom lidt hvidligt pus ud, men ikke så meget som tidligere. Der blev derfor rodfyldt på ny. Desuden blev det aftalt, at yderligere behandling i højre side af overkæben skulle vente til det afklares, om tanden 3+ faldt til ro. Hvis ikke skulle tanden trækkes ud.

Patienten søger nu om erstatning, da hun er blevet påført unødvendige behandling af tanden 3+ og kunne have undgået den nu foreslåede behandling til ca. 48.000 kr. eller mere. Desuden mener patienten ikke, at fjernelsen af tænderne 6+ og 4+ og dermed broen fra 6+ til 4+ har været indiceret, idet der aldrig har været besvær med disse tænder og broen.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. august 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det fremgår af det modtagne materiale, at tanden 3+ er behandlet gennem længere tid med rodbehandlinger, såvel konventionelle som kirurgiske, uden at det har været muligt at opnå tilfredsstillende resultat i form af ophør med betændelses-tilstande udgået fra rodspidsen.

Codan fandt derfor, at den udførte behandling af tanden 3+ er omgørelse af tidligere udført behandling samt nødvendig behandling af patientens grundlidelse rodspids-betændelse. Omgørelse af tidligere udført behandling er ikke omfattet af loven, men alene et spørgsmål mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandling. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan fandt videre, at den øvrige behandling af tanden 3+ skyldes patientens grund-lidelse og den svækkelse, som den nødvendige behandling heraf medfører. Desværre har behandlingen ikke haft den ønskede effekt. Det forhold, at en behandling ikke er lykkes, er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

Codan fandt endvidere, at fjernelsen af tænderne 6+ og 4+ samt broen ikke skyldes den udførte behandling, men at behandlingen derimod tilsvarende har årsag i patientens grundlidelse caries og den nødvendige behandling heraf.

Samlet set fandt Codan dermed ikke, at der er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at den fortsatte rodspidsbetændelse på tanden 4+ er årsagen til, at rodbehandlingen på tanden 3+ ikke lykkedes, før tanden 4+ blev trukket ud. Rodfyldningen på tanden 4+ var ikke udført bedst muligt, og den heraf følgende fortsatte rodspidsbetændelse på 4+ blev ikke diagnosticeret som årsag til den manglende succes af rodbehandlingen af 3+. Der kan derfor ydes erstatning for udgift-erne til to kirurgiske rodbehandlinger, en konventionel rodbehandling samt afholdte medicinudgifter som følge heraf. Sagen hjemvises til Codan med henblik på opgørelse af den samlede erstatning herfor.

 

Nævnet finder det endvidere overvejende sandsynligt, at tanden 4+ mistes som følge af caries, der ikke er blevet diagnosticeret og behandlet rettidig. Der kan derfor tillige tilkendes erstatning for implantat regio 4+. Nyt behandlingsoverslag skal derfor fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.

 

Derimod tiltrædes det, at tabet af tanden 6+ ikke udgør nogen skade, da denne tand i forvejen var repareret med store fyldninger.

 

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved behandlingen af tænderne 3+ og 4+ i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.

 

Nævnet finder derimod, at tanden 6+ med overvejende sandsynlighed mistes som følge af grundlidelsen caries og ikke som følge af den udførte tandbehandling eller mangel på samme.