Skip to content

2284-12

Skadetype: Varia
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Behandling med bro. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behandling med bro. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig mand, der den 7. november 2005 fik cementeret en bro på 4 led med tænderne 3+ og 2+ som bropiller og 5+ og 4+ som svæveled. Den 13. december 2005 blev der cementeret en bro på 4 led med tænderne +2,+3 og +4 som bropiller og +5 som svæveled. I perioden fra den 16. juni 2009 til 2. november 2011 ordinerede tandlægen flere gange penicillin på grund af smerter og/ eller rodspidsbetændelse. Endvidere foretog tandlægen i samme periode aflastning af svæveled af flere omgange, recementering af broerne flere gange, rodbehandling af tænderne 2+,3+ og +2, isætning af rodstifter i tænderne 2+ og 3+ samt ny rodstift i tanden 3+. Desuden blev der tillige konstateret rodfraktur af tænderne 3+ og +4. Den 4. november 2011 kontaktede patienten en ny tandlæge, som konstaterede, at broerne ikke kunne bevares. Der blev derfor foreslået en løsning med bevaring af tænderne 2,1+1,2 og erstatning af manglende tænder med implantatbaserede konstruktioner. Alternativt kan helprotese uden afdækning af ganen og fastholdt ved tryklåse til 4 implantater overvejes.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. juni 2012 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at behandling af tabet af tænderne 5,4+ med bro baseret på tænderne 3+ og 2+ som bropiller og tænderne 5,4+ som svæveled med overvejende sandsynlighed er årsag til de mange problemer, der er opstået ved tænderne 3+ og 2+. Erstatning af tanden +5 med svævebro baseret på tænderne +2,3,4 og hvor tænderne +3 og +4 var rodbehandlede, er med overvejende sandsynlighed årsag til, at patientens tænder +4 og +3 mistes.

Codan fandt, at bedst mulig behandling havde tilsagt fremstilling af implantatbaserede erstatninger regio 5,4+ og +5, at tanden +3 var blevet restaureret med kone, og at tanden +4 var blevet restaureret med støbt opbygning og krone, hvorved skaden ikke ville være sket.

Codan fandt dermed, at den samlede behandling ikke har været i overensstemmelse med god faglig standard. Det forhold, at der de første 5 år ingen problemer har været med broerne, og at de først mistes i forbindelse med ekstraktion af molar i OK beror på en tilfældighed. Tandlægen skal derfor refundere omgørelsesudgiften for de udførte brobehandlinger.

Codan fandt, at patienten er berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med erstatning af tanden 3+ med implantatbaseret krone, til revision af rodfyldningen i tanden 2+ og restaurering af tanden 2+ med opbygning og krone, ny krone på tænderne +2 og +3 samt til implantatbaseret krone regio +4. Der kan endvidere ydes erstatning til rimelige udgifter til midlertidig protese til anvendelse i behandlingsperioden.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at behandlingen med ekstensionsbro med to svæveled 5,4+ påsat 3,2+ ikke er i overensstemmelse med almindeligt anerkendte principper for god faglig standard. Nævnet finder endvidere, at behandling med ekstensionsbro med bropillerne +2,3,4 og +5 som extensionsled, hvor tænderne +3,4 er rodbehandlet, ligeledes ikke er i overensstemmelse med god faglig standard.

 

Nævnet finder således, at konstruktionen af broerne er årsagen til, at de mistes og ikke det forhold, at der er trukket en kindtand ud. I øvrigt kan det ikke tillægges nogen betydning ved vurderingen af broernes faglige standard, at der ikke har været problemer de første 5 år.

 

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, og at De til Codan skal indbetale det beløb, som svarer til den del af den skadesudbedrende behandling, som udgør omgørelse af det mangelfulde broarbejde. Desuden tiltrædes erstatningens og beløbets størrelse og omfang.