Skip to content

2353-12

Skadetype: Skade på krone - Tandfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Caries med ny kronebehandling til følge. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Caries med ny kronebehandling til følge. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 46-årig kvinde, der i 2008 fik behandlet tanden +2 med en MK-krone, som blev cementeret den 12. maj 2008 samtidig med tilsvarende behandling af nabotænderne. Den 10. maj 2012 var tanden +2 knækket i niveau med tandhalsen, som blev dokumenteret ved røntgen. Patientens nye tandlæge forstærkede derfor tanden med en rodstift og fremstillede en plastkrone. Der planlægges nu fremstilling af en ny MK-krone.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til ny krone.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. september 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det kan lægges til grund, at tanden +2 allerede før kronebehandlingen i 2007 var meget svækket af grundlidelsen caries og tidligere behandlinger herfor.

Codan fandt, at det fremgår af røntgen fra den 14. december 2007, at der var anslået 30% tilbage af den naturlige tandkrone, og at tanden allerede da havde et svagt punkt i tandhalsen – det punkt, hvor den knækkede i maj 2012.

Codan fandt på den baggrund, at den planlagte og delvis udførte behandling med en forstærkning med stiftopbygning og MK krone kan foregå nu på samme præmisser som tidligere. Det betyder, at patienten behandlingsmæssigt ikke er dårligere stillet end patienten som udgangspunkt var før kronebehandlingen i maj 2008.

Codan fandt derfor, at det forhold, at tanden er knækket, er en følge af den svækkelse og udtrætning, der er sket af tanden på grund af den oprindelige nødvendige behandling af grundlidelsen caries.

Behandlingen har muligvis ikke opfyldt forventningerne til en længere holdbarheds-periode og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1.

Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regions-tandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at kronehandlingen af tanden +2 kan omgøres på samme betingelser som forud for behandlingen. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at kronebehandlingen eventuelt ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

 

Nævnet finder i den forbindelse, at røntgen fra den 14. december 2007 viser, at tanden +2 allerede da var en svækket tand og dermed på dette tidspunkt havde behov for en stiftopbygning. Det forhold, at denne behandling ikke blev udført oprindeligt, har derfor ikke ændret behandlingsbehovet, og der er således alene tale om udskudt behandling for så vidt angår stiftopbygningen.

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

 

For så vidt angår spørgsmålet om eventuel tilbagebetaling af honorar skal nævnet henvise til Codans afgørelse samt vedlagte brochure ”Hvis noget går galt – klager over tandbehandling”. I den forbindelse bemærkes det, at evt. udstedt garanti fra tandlægens side alene er et forhold mellem tandlægen og Dem, idet en garanti ikke kan tillægges betydning for retten til erstatning efter reglerne om patientforsikring.