Skip to content

2370-13

Skadetype: Skade på rod - Andet
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Behov for yderligere behandling efter rodbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for yderligere behandling efter rodbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 52-årig mand, der ved konsultationen i marts 2009 aftalte at få skiftet sølvfyldningen i tanden +5 ud med en porcelænskrone. Behandlingen med krone blev udført den 12. marts 2009. Efterfølgende blev tanden +5 følsom, og den 2. september 2009 blev tanden rodbehandlet. Den 10. november 2009 henvendte patienten sig med ømhed fra tanden +5, som ellers havde været symptomfri siden rodbehandlingen. Der blev aflastet samt givet penicillin. Ved kontrol den 26. november 2009 var tanden +5 stadig øm, når patienten trykkede facialt på tanden. Ved kontrol den 2. marts 2010 blev patienten anbefalet kirurgisk rodbehandling af tanden og informeret om konsekvenserne ved manglende behandling. Patienten ville selv ringe for tid. Den 25. juli 2011 havde patienten ikke smerter ved tanden +5 og ønskede derfor ikke tanden kontrolleret ved røntgen. Den 27. marts 2012 blev der taget røntgen af tanden, og rodfyldningen sås en anelse for lang. Patienten havde ingen symptomer ved perkussion. Den 14. maj 2012 blev der foretaget plastfyldning af tanden +5.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til ny behandling af tanden +5.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. oktober 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at behovet for rodbehandling er en hændelig komplikation, som forekom-mer i ca. 10% af alle kronebehandlede tænder.

Codan fandt videre, at hvis det viser sig, at tanden +5 skal behandles, kan dette ske ved en revision af rodfyldningen, idet rodfyldningsmaterialet kan fjernes og behandlingen omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 29. oktober 2012 med den af Codan anførte begrundelse, dog med den nedenfor nævnte tilføjelse om et eventuelt fremtidigt behov for rodspidsamputation.

 

Nævnet finder, at der på nuværende tidspunkt ikke er behov for fornyet rodbehandling, idet røntgen ikke viser tegn på rodspidsbetændelse.

 

Nævnet finder endvidere, at hvis der senere måtte opstå behov for fornyet rodbehandling, kan denne omgøres på samme betingelser som forud for den oprindelige rodbehandling. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at rodbehandlingen eventuelt ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

 

Hvis der senere bliver behov for en rodspidsamputation som følge af rodfyldningsover-skuddet, skal dokumentation herfor sendes til Codan. Codan vil herefter vurdere, om der kan ydes erstatning for udgiften hertil.