Skip to content

2377-13

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Rodspidsbetændelse efter rodfyldning. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Rodspidsbetændelse efter rodfyldning. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 51-årig kvinde, der den 23. maj 2011 fik påbegyndt rodbehandling af tanden -7. Den 7. juni 2011 blev der foretaget mekanisk udrensning af tre rodkanaler, og i den forbindelse skete der en afbrækning af et rodkanalinstrument i den fremadvendende rodkanal på tanden -7. Forud herfor var der foretaget fastlæggelse af rodmål for de tre kanaler. Den 20. juni 201 blev rodbehandlingen afsluttet uden komplikationer. I perioden fra august til september 2011 blev tanden opbygget med rodkanalforankret stiftretineret opbygning og restaureret med krone. Den 4. januar 2012 blev det konstateret, at røntgen viste betændelse ved rodspidsen på den bagudvendende rod på tanden -7. Den 4. juli 2012 var der opstået betændelsesudførselsgang ud for tanden -7, og røntgen viste rodspidsbetændelse omkring den bagudvendende rod på tanden -7. Patienten blev derfor henvist til specialtandlæge, der foretog kirurgisk rodbehandling af tanden den 20. august 2012.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til rodspidsamputation på tanden -7.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. januar 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det fremgår af journal og røntgenbilleder, at der er sket en afbrækning af et rodkanalinstrument i den fremdadvendende rodkanal af tanden -7, og at rodspids-betændelsen er opstået på den bagudvendende rodkanal. Der sås ingen forandringer ved rodspidsen på den fremadvendende rod.

Codan fandt videre, at der ikke er fremlagt bevis for, at rodspidsbetændelsen på tanden -7 skyldes det afbrækkede rodkanalinstrument, men derimod forhold ved tanden.

Samlet set fandt Codan dermed ikke, at der er sket en skade som følge af behandlingen, og der kan derfor ikke ydes erstatning i henhold til loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 14. januar 2013, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at røntgenbillede af 20. juni 2011 viser, at rodfyldningen af tanden -7 er for lang. Dette er med overvejende sandsynlighed årsagen til, at der efterstående er opstået betændelse på den bageste rodspids, og at tanden -7 derfor efterfølgende skulle kirurgisk rodbehandles. Regning nr. 01075354 på i alt 5.426,34 kr. kan derfor dækkes, og sagen hjemvises til Codan med henblik på udbetaling af erstatningen.

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.