Skip to content

2460-13

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Behandling med kroner. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behandling med kroner. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 60-årig kvinde, der den 3. februar 2012 fik foretaget beslibning af tænderne 6,5+ i forbindelse med en aftalt kronebehandling. Der blev derfor den 1. marts 2012 cementeret metalkeramikkroner på tænderne 6,5+. Den 2. marts 2012 blev en aluminiumshætte på tanden -6 recementeret. Den 20. marts 2012 blev en metalkeramikkrone på tanden -6 tilpasset. Ifølge journalen spændte kronen. Den 21. marts 2012 blev metalkeramikkronen cementeret permanent, og det blev noteret, at kronen blev placeret forkert, hvorfor den skulle omgøres. Den 22. marts 2012 opsøgte patienten en anden tandlæge og oplyste i den forbindelse om den fejlcementeret krone. Ifølge journalen herfra var metalkeramikkronens kanttilpasning på tungesiden utilstrækkelig og kronens tyggeflade fremstod som slebet igennem. Den 23. marts 2012 blev metalkeramikkronen på tanden -6 fjernet af anden tandlæge, og der blev foretaget en korrektion af tandens beslibning samt taget aftryk til en ny krone. Det blev endvidere noteret, at patienten ikke var klar over, at den fejlcementerede metalkeramikkrone var fremstillet i Kina. Den 2. april 2012 fik patienten cementeret en ny metalkeramikkrone på tanden -6, som var lidt følsom. Den 20. april 2012 blev kronerne 6,5+ og -6 aflastet, da patienten havde gener ved tygning. Under en ferie henvendte patienten sig hos en tredje tandlæge, da hun havde tabt kronen på 6+. Ifølge journalen herfra var der slebet gennem porcelæn og mange frakturlinier i kronen. Kronen blev recementeret. Den 14. august 2012 blev der udført forberedende arbejdet til en ny metalkeramikkrone til tanden 6+ hos anden tandlæge, og den 23. august 2012 blev der taget nyt aftryk af 6+. Den 3. september 2012 blev den nye metalkeramikkrone på tanden 6+ cementeret.  

1. instans afgørelse:

I brev af 2. april 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at patienten har fået omgjort to af de tre kroner, og at dette har kunnet gøres på samme præmisser som tidligere.

Codan vurderede derfor, at en eventuel omgørelse af kronen på 5+ tilsvarende kan ske på samme præmisser som tidligere. Det betyder, at patientens tilstand ikke er blevet for-ringet af de udførte kronebehandlinger. Der er derfor tale om omgørelse, som ikke kan udløse erstatning i henhold til loven.

Codan fandt videre, at behandlingen med kroner på tænderne 6,5+ og -6 muligvis ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte princippet, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regions-tandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan fandt dermed ikke, at der er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling og dermed en erstatningsberettigende skade.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 2. april 2013 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at kronebehandlingerne af tænderne 6,5+ og -6 kan omgøres på samme betingelser som forud for behandlingerne. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at kronebehandlingerne eventuelt ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.