Skip to content

2464-13

Skadetype: Skade på krone - Tab af kronesubstans
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Udtrækning af tænder samt behov for fyldningsbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Udtrækning af tænder samt behov for fyldningsbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 47-årig mand, der hos anden tandlæge fik fjernet tanden 6+ den 31. juli 2009 grundet destruktion og betændelse. Den 16. december 2009 konsulterede patienten en tredje tandlæge, der tog røntgen af tænderne 4+4, - 6 samt bitewings. Patienten var herefter til undersøgelse den 11. februar 2010 hos den behandlende tandlæge, hvor der blev konstateret caries i flere tænder, og der planlægges udtrækning af tænderne 4+4 og -6. Tænderne 4+4 blev derfor fjernet den 25. februar 2010, mens tanden -6 blev trukket ud den 8. april 2010. I perioden fra den 17. juni 2010 til den 16. september 2010 blev der foretaget fyldningsbehandling af tænderne 7+,5+,3+,1+,+1,+2 og 1-. Den 30. juni 2011 blev der udført en midlertidig fyldning på tanden +1. Desuden planlægges der behandling med fyldning i tanden 6- og delprotese.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne som følge af den manglende behandling hos den behandlende tandlæge.

1. instans afgørelse:

I brev af 11. april 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1. Codan fandt, at det modtagne røntgenmateriale dokumenteret, at tænderne 6-,4- og +4 var nødlidende og ubehandlelige og derfor ikke kunne bevares. Det er endvidere noteret i journalen, at der er registreret caries i tænderne ved den første undersøgelse den 11. februar 2010 samt at en del af disse cariesangreb er udbedret med fyldningsbehandling-er. Codan fandt derfor, at der er diagnosticeret og udført behandling af caries indtil behandlingen afbrydes. Codan fandt endvidere, at behovet for behandling af caries samt tabet af tænderne 6-,4- og +4 ikke er en følge af en manglende diagnostik og behandling, men derimod skyldes grundlidelsen caries samt den svækkelse og udtrætning af tænderne, som den nødvendige behandling heraf medfører. Codan fandt dermed, at behandlingen hos Voksentandplejen er udført bedst muligt under de givne omstændigheder, og der er derfor ikke sket en skade omfattet af loven.  

 

 

 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 11. april 2013 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at tænderne 4+4 og 6- var udtrækningsmodne som følge af grundlidelsen caries og ikke som følge af den udførte behandling eller mangel på samme. Nævnet finder endvidere, at det øvrige behov for fyldningsbehandling af tænderne 7,5,3,1+1,2 og 1- ligeledes er en følge af grundlidelsen caries. Behandlingen er således udført bedst muligt under de givne omstændigheder.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.