Skip to content

2465-13

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil med rodspidsbetændelse til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse

Knækket rodfil med rodspidsbetændelse til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 62-årig kvinde, der den 8. november 2005 fik foretaget rodbehandling af tanden +5. Den 24. november 2005 blev tanden forsynet med en stiftkrone. Patienten henvendte sig med smerter og hævelse fra tanden den 13. november 2007. Ifølge journalen fra den 26. november 2007 blev der fjernet en rodfraktur på indersiden af tanden +5. Kronen på tanden +5 blev genpåsat den 3. maj 2011, den 30. juni 2011, den 31. oktober 2011 og igen den 21. november 2011. Den 29. november 2011 blev der lavet en plastfyldning i tanden. Den 17. juli 2012 henvendte patienten sig med tabt krone på tanden +5, men det var ikke muligt at genpåsætte denne. Den 27. september 2012 blev der foretaget kirurgisk rodbehandling af tanden, som efterfølgende skal forsynes med ny rodstift, opbygning og krone.

Patienten søger nu om erstatning for den skadesudbedrende behandling incl. ny kronebehandling af tanden +5.

1. instans afgørelse:

I brev af 12. april 2013 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 2.

Codan fandt, at skaden i form af rodspidsbetændelse på tanden +5 med overvejende sandsynlighed er en følge af rodbehandlingen, hvorved der knækkede en rodfil. Den afbrækkede rodfil og stiftopbygningen forhindrede behandling af rodspidsbetændelse ved en ny rodbehandling gennem kronen, og komplikationen med rodspidsbetændelse måtte derfor i stedet behandles ved et mindre kirurgisk indgreb.

Der kan derfor ydes erstatning til udgifterne i forbindelse med kirurgisk rodbehandling af den skadede tandrod på tanden +5.

Codan fandt dog, at behandlingen med stiftopbygning og krone på tanden +5 muligvis ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. PFL § 1, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten for den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Der kan derfor ikke ydes erstatning til udgifterne i forbindelse med krone på tanden +5, da udgifterne hertil ikke er en del af den skadesudbedrende behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 12. april 2013, som anført nedenfor.

 Nævnet finder, at der kan tilkendes erstatning for afholdte kørselsudgifter til den kirurgiske rodbehandling samt den efterfølgende kontrol. Der kan således tilkendes 4 x 30,1 km. x 3,80 kr. (takst for 2012), i alt 457,52 kr. i afholdte kørselsudgifter.

 Nævnet finder endvidere ligesom Codan, at behandlingen med stiftopbygning og krone regio +5 kan omgøres under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Tabet af kronen er ikke en følge af den anerkendte skade. Det forhold, at behandlingen eventuelt ikke har været udført bedst mulig, er ikke sig selv en skade i lovens forstand.

 For så vidt angår spørgsmålet om eventuel tilbagebetaling af honorar skal nævnet henvise til Codans afgørelse samt vedlagte brochure ”Hvis noget går galt – klager over tandbehandling”.