Skip to content

2415-13

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Behandling med kroner. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behandling med kroner. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 83-årig kvinde, der den 24. februar 2000 fik behandlet tænderne 1+1,2 med plastfacader. I 2009 blev tanden 1+ repareret 3 gange med ny plast. Ifølge journalen valgte patienten den 20. januar 2010 at få tænderne 1+1,2 behandlet med porcelænsrestaureringer. Der blev derfor den 1. februar 2010 cementeret porcelænskroner på tænderne 1+1,2. Den 6. januar 2010 tabte patienten restaureringen på tanden +1 i forbindelse med fjernelse af et stykke mandel. Restaureringen blev derfor recementeret. Den 16. juli 2010 opsøgte patienten en anden tandlæge, som konstateret, at patienten havde tabt porcelænsfacaden på 1+. Samtidig blev det konstateret, at der var kantdefekt ved porcelænsrestaureringen på tanden +1 og caries i forbindelse med porcelænsrestaureringen på tanden +2. Der blev fremstillet en midlertidig krone med stift til tanden 1+, og tandlægen opfordrede ifølge journalen patienten til at klage over kronebehandlingen. Den 22. august 2012 foretog tandlægen forberedende arbejde til nye kroner på tænderne 1+1,2, som blev cementeret den 6. september 2012.

Patienten søger nu om erstatning for honoraret for kronebehandlingerne hos den tidligere tandlæge.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. april 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at behandlingen med de tre kroner muligvis ikke har opfyldt forventning-erne til en længere holdbarhedsperiode og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regions-tandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan fandt dermed ikke, at der er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at kronebehandlingerne på tænderne 1+1,2 kan omgøres på samme betingelser som forud for de oprindelige kronebehandlinger. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at kronebehandlingerne eventuelt ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.