Skip to content

2408-13

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Behandling af krone. TSAN tiltrådte Codans afgørelse, men med ændret begrundelse herfor.

Behandling af krone. TSAN tiltrådte Codans afgørelse, men med ændret begrundelse herfor.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 41-årig mand, der den 30. januar 2007 fik lavet en krone på tanden +6. I september 2007 skiftede patienten tandlæge, som den 4. september 2007 konstaterede, at der var underskud ved kronekanten på bageste sideflade. Der blev renset for cementoverskud. Patienten skiftede igen tandlæge, som den 24. april 2012 foreslog omlavning af kronen, idet underskuddet vanskeliggjorde renhold.

Patienten søger derfor nu om erstatning for udgifterne til en ny MK-krone.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. februar 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19 stk. 1.

Codan fandt, at patienten fik kendskab til skaden i form af underskud ved kronekanten på tanden +6 den 4. september 2007. Anmeldelsen blev modtaget d. 4. juli 2012.

Codan fandt derfor, at patientens krav vedrørende ny krone på tanden +6 er forældet, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Indledningsvis finder nævnet ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at patienten fik kendskab til skaden den 4. september 2007, idet det ikke er noteret i journalen, at patienten er blevet informeret herom. Et eventuelt krav kan derfor ikke anses for at være forældet.

Nævnet finder imidlertid, at der er tale om omgørelse, da kronebehandlingen af tanden +6 kan omgøres på samme betingelser som forud for behandlingen. Omgørelse er ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at kronebehandlingen eventuelt ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

For så vidt angår patientens eventuelle krav om tilbagebetaling af honorar skal nævnet henvise patienten til at gøre dette gældende over for den behandlende tandlæge. I den forbindelse bemærkes det, at da skaden er forvoldt i 2007, ville kravet som udgangs-punkt være forældet den 1. januar 2011, medmindre patienten først fik eller burde have fået kendskab til skaden efter 1. januar 2008. I så fald er der en forældelsesfrist på 3 år, regnet fra det tidspunkt, hvor patienten fik eller burde have fået kendskab til skaden.

I øvrigt bemærkes det, at muligheden for at rejse krav mod tandlægen ved Regions-tandlægenævnet er bortfaldet, fordi der er gået mere end 5 år fra det tidspunkt, hvor skaden blev forvoldt.