Skip to content

2378-15

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Implantologi - Manglende indikation for implantat

Beskrivelse:

Implantatbehandling med kæbehulebetændelse til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Implantatbehandling med kæbehulebetændelse til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 73-årig kvinde, der aftalte med sin tandlæge, at der skulle indsættes implantatbårne kroner i regio +6 og -5,6 som erstatning for manglende tænder i venstre side. Ved hjælp af et panorama røntgen taget den 25. maj 2010 blev det konstateret, at der skulle foretages et sinusløft. Der blev derfor den 26. august 2010 foretaget sinusløft i regio +5,6. Desuden foretog tandlægen høst af knogle i underkæbens bageste kindtandsregion i venstre side. En blanding af kunstig knogle og patientens egen knoglemasse i pulverform blev ilagt i kæbehulens bund som filler masse. Patienten fik efterfølgende antibiotisk ledsagebehandling med præparatet Primcillin, 800 mg. tre gange dagligt i tre dage. Den 6. september 2010 fik patienten fjernet trådene, og det noteres i journalen, at patienten har haft ondt fra regio +6. Tandlægen fandt i den forbindelse hævelse i området, men konkluderede, at det var forventeligt. Patienten følte sig hævet omkring øjnene, og tandlægen anbefalede at kontakte egen læge for eventuel udredning af allergi. Den 13. september 2010 ordinerede tandlægen Primcillin, 800 mg., 2 tabletter dagligt i fem dage og Metronidazol, 500 mg., 1 tablet to gange dagligt i fem dage. Et røntgen blev kommenteret med observation for resorption af knoglesubstitut. Den 21. september 2010 fremgår det af journalen, at patienten næsten var symptomfri. Den 28. oktober 2010 henvendte patienten sig hos ny tandlæge. I journalen nævnes det, at patienten har fået skyllet kæbehulen flere gange hos en specialist uden forbedringer. Der blev taget et panorama røntgen. Den 29. oktober 2010 blev patienten sat i antibiotisk behandling med Dalacin i syv dage, og den 27. november 2010 blev der ifølge journalen foretaget en kirurgisk udrensning af venstre kæbehule, hvor infektion efter sinusløftet blev fjernet. Patienten fik igen antibiotisk behandling med Dalacin den 12. december 2010 i forbindelse med en parodontose-behandling. Den 8. februar 2011 konsulterede patienten en øre-næse-halsspeciallæge, der konstaterede en fistel på kæbens yderside i regio +6- Der kunne udpresses et blakket sekret. Speciallægen fandt desuden hævelse og pusholdigt sekret i venstre næsebor. På den baggrund blev diagnosen ”odontogen sinuitis” stillet. Den 22. februar 2011 fik patienten CT-scannet bihulerne, som viste total sløring af venstre sides kæbehule, uregelmæssig knoglestruktur i kæbehulebunden til venstre og skævhed af næseskillevæggen mod venstre. Patienten blev derfor henvist til Gentofte Hospital, øre-næse-hals ambulatoriet, hvor patienten den 16. marts 2011 fik stillet diagnosen ”sinuitis chronica” og ”deviatio septi nasi”. Patienten blev derfor tilbudt en behandling, hvor en kæbekirurg og øre-næse-halslæge foretog en fælles kirurgisk behandling. Den 31. maj 2011 blev den planlagte kirurgiske procedure foretaget i fuld narkose, og patienten var i den forbindelse indlagt6 fra den 30. maj til den 6. juni 2011. Den 8. juli 2011 henvendte patienten sig på høre-næse-hals afdelingens ambulatorium, da patienten opfattede sin tale som nasal og havde lidt problemer med at få luft igennem næsen, specielt i venstre side. Patienten blev behandlet med præparatet Nasonex. Efter 1 måned følte patienten sig fortsat kronisk forkølet, og der blev derfor planlagt en ala-plastik. Dette blev foretaget den 15. november 2011 i lokalbedøvelse, hvorefter patienten overgik til ambulant kontrol på hospitalet.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén samt svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. december 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at behandlingen, der er udført i forbindelse med sinusløftet, er foretaget efter bedste specialiststandard.

Codan fandt videre, at patientens sygdomsforløb med kæbehulen og næsehulen forståe-ligt nok er ubehagelig og måske uforståelig, men der er tale om en videre udvikling af patientens grundlidelse kæbehulebetændelse, som er et problem patienten har haft i varierende grad de sidste mange år.

Codan fandt i den forbindelse, at kæbehulebetændelsen ikke er opstået som følge af behandlingen med kæbehulebundsløftet, ligesom forandringerne af næsebrusken og behovet for kirurgisk korrektion heller ikke er opstået som følge af den tandlægelige behandling.

Codan fandt i forhold til kæbehulebundløftet, er der tale om en behandling, som ikke er lykkedes. Det forhold, at en behandling ikke lykkes, er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 13. december 2012, som anført nedenfor.

Nævnet finder ikke, at behandlingen har været bedst muligt under de givne omstændig-heder. På grund af den ringe knoglemængde i området og de forudgående mangeårige kæbehuleproblemer havde bedst mulig behandling tilsagt, at der i stedet var gennemført en brobehandling. Det findes i den forbindelse overvejende sandsynligt, at de efterfølgende gener i form af kæbehulebetændelse har årsag i implantatbehandlingen, og at disse gener ville have været undgået, hvis der i stedet for var blevet udført en brobehandling.

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Sagen hjemvises derfor til Codan med henblik på fastsættelse af erstatningens størrelse og omfang.

Afslutningsvis bemærkes, at Nævnet ikke finder, at operationen af næseskillevæggen er en følge af den udførte tandbehandling.