Skip to content

2862-14

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandkød og støttevæv - Parodontosebehandling

Beskrivelse:

Tandrodsrensning og efterfølgende infektion og fraktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Tandrodsrensning og efterfølgende infektion og fraktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 67-årig mand, der den 1. november 2007 fik lavet en plastfyldning i tanden -7. I den forbindelse blev der konstateret infraktion svarende til bagerste tyggeknude ind mod tungen. Den 19. december 2012 blev der foretaget en tandrodsrensning med antibiotikaindlæg i tandkødslommen ved tanden -7. Den 8. juli 2013 konsulterede patienten tandlæge på grund af smerter i tanden -7, der fandtes øm for lette slag. Der blev taget røntgenbillede, som beskrives med rodspidsbetændelse. Der blev derfor indledt rodbehandling af død tandnerve samme dag, og der sås pusflod fra rodkanalen i bagerste rod. Den 12. juli 2013 blev der udrenset i rodkanalerne i tanden -7, som herefter blev rodfyldt og behandlet med en dækfyldning af plast den 7. august 2013. Den 29. oktober 2013 blev der lavet en midlertidig fyldning på grund af fraktur af tyggeknuden ind mod tungen på tanden -7, og den 19. november 2013 blev der lavet en permanent plastfyldning.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling, herunder rodbehandling, stiftopbygning med krone samt penicillin.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. juli 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt ud fra journal og røntgenmaterialet, at en tandrodsrensning ikke kan medføre behov for rodbehandling på grund af død tandnerve og rodspidsbetændelse.

Codan fandt derfor, at rodspidsbetændelse og dermed rodbehandlingsbehovet er en følge af grundlidelsen infraktion, der blev konstateret i 2007. Den senere opståede fraktur af tanden -7 vurderes ligeledes at være en følge af grundlidelsen infraktion. Der er derfor ikke sket en skade omfattet af loven, og patienten ikke er berettiget til erstatning.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 7. juli 2014 med den af Codan anførte begrundelse. 

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at behandlingsbehovet med rodbehandling, opbygning og krone af tanden -7 er en følge af tandens grundlidelse i form af infraktion og ikke den udførte tandbehandling.  

I øvrigt bemærkes det, at der ikke på røntgen ses tegn på, at tanden skulle være blevet unødigt svækket som følge af eventuel fjernelse af en rodfil.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.