Skip to content

2834-14

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig kvinde, der den 28. januar 2011 fik indsat implantater regio -5 og -6. Den 15. februar 2011 blev der indsæt implantater regio 6+ og 5+, og den 9. juni 2011 blev der monteret sammenloddet kroner på implantaterne regio 6,5+ og -5,6. Den 1. juli 2011 blev der monteret en ny bro regio 6,5+. Den 2. februar 2012 var broen -5,6 løs, og skruerne blev strammet. Ifølge journalen fra den 21. oktober 2013 henvendte patienten sig med en CD-rom fra en polsk tandlæge, hvor det meddeles, at betændelsen i venstre side stammer fra implantaterne. Et røntgenbillede beskrives med cystisk opklaring omkring tanden 6+ bredende sig til tanden 5+. Det blev aftalt at skære broen over og fjerne tanden 6+. Herefter afvente, at cysten helede. Desuden blev der ordineret penicillin. Ifølge journalnotat af 9. april 2014 fra anden tandlæge er implantatet på 5+ fjernet i december 2012 grundet parodontitis ?

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til implantater i over- og underkæben.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. juni 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at et røntgenbillede viser, at tanden 6+ ved implantatindsættelsen var medtaget af omfattende paradentose og rodspidsbetændelse. Ligeledes fremgår det af journalen, at tandsættet generelt var præget af paradentose.

Codan fandt derfor, at indsættelse af implantater i et tandsæt med paradentose er risikabelt, idet der er stor risiko for udvikling af paradentoselignende tilstande omkring implantaterne med tab af disse til følge.

Codan fandt videre, at der er forsøgt en behandling, der ikke er lykkedes, og at de behandlinger, der nu skal udføres, kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadenævnet stadfæster Codans afgørelse af 24. juni 2014 med den af Codan anførte begrundelse. 

Nævnet finder ligesom Codan, at den behandling, der nu skal udføres, kan udføres under samme forudsætninger, som forud for den oprindelige implantatbehandling. Det forhold, at en behandling ikke lykkes, udgør ikke en skade i lovens forstand.  

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1. 

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honorar for den oprindelige behandling henvises til Codans afgørelse samt vedlagte brochure ”Når noget går galt”: