Skip to content

2807-14

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik og behandling af caries. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Forsinket diagnostik og behandling af caries. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 35-årig kvinde, der har konsulteret tandlægen i perioden fra maj 2008 til juni 2012. Den 25. november 2008 blev der konstateret caries ved tænderne +8, +6 og 6-6. Desuden blev der indført obs for caries i tænderne 5-5 og +5. Ifølge journalen ønskede patienten at afvente ekstraktion af tanden +8 og patienten ville selv ringe for tid til caries. Den 2. juni 2009 blev der lavet en fyldning i tanden -6, og den 7. august 2009 blev der lavet en fyldning i tanden 6-. Den 18. maj 2011 blev tanden +8 ekstraheret, og der blev lavet plastfyldning i tænderne +6 og 6-. Den 31. januar 2012 blev der lavet en plastfyldning i tanden -6 grundet tandfraktur og den 26. april 2012 blev der lavet en plastfyldning i tanden +6. Den 12. juni 2012 blev der lavet en ny plastfyld-ning i tanden 6- grundet defekt fyldning. I 2013 skiftede patienten tandlæge, hvor der konstateres caries i tanden +6 og dårlig kontakt mellem fyldningerne i tanden +6 og tanden +7. Desuden blev der konstateret behandlingskrævende caries i tænderne 7- og -6,7, mens en stor plastik fyldning i tanden 6- sås med manglende pasning mellem fyldning og tand, samt omfattende caries under tanden. Tanden 6- blev derfor trukket ud den 4. oktober 2013, og der planlægges behandling med en implantatbåret krone. Den 24. oktober 2013 blev tanden +6 cariesbehandlet og i forbindelse hermed skete der en gennembrydning af tandens nervekammer. Tanden +6 skal derfor nu rodbehandles, opbygges og kronebehandles.

1. instans afgørelse:

I brev af 27. juni 2014 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af øget behandlingsbehov som følge af manglende diagno-sticering og behandling af caries i tænderne 6- og +6 med overvejende sandsynlighed skyldes behandlingen i perioden fra den 25. november 2008 til 16. maj 2011.

Codan fandt, at bedst mulig behandling havde indebåret rettidig diagnosticering af caries og rettidig iværksat behandling med renboring og restaurering med plastiske opbygning-er og velpassende kroner.

Codan fandt dog, at fyldningsbehandlingen af tænderne 7-,-6 og -7 kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgør-else af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan fandt videre, at et eventuelt behov for kronebehandling skyldes patientens oprindelige grundlidelse caries og følger deraf og ikke udført eller manglende behandling. Patienten er derfor heller ikke berettiget til erstatning for en sådan udgift.

Codan fandt herefter, at patienten er berettiget til erstatning for rimelige udgifter i for-bindelse med den skadesudbedrende behandling som følge af manglende diagnosticering og behandling af caries i tænderne 6- og +6 i form af implantatbehandling af tanden 6- og rodbehandling, opbygning og kronebehandling af tanden +6. Erstatningen til den skadesudbedrende behandling udgør herefter i alt 38.743,68 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 27. juni 2014, som anført nedenfor. 

Nævnet finder, at der alene kan tilkendes erstatning for en rodstift i tanden +6, og ikke tre som anført i behandlingsoverslag af 19. december 2013. 

Nævnet finder videre, at der skal foretages fradrag for kronebehandling på tanden 6-, da den under alle omstændigheder skulle behandles med krone for at bevares på længere sigt. Patientforsikringen dækker kun udgifter, der er en følge af skaden og dermed ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder. 

I øvrigt finder Nævnet ligesom Codan, at fyldningsbehandlingen af tænderne 7-,-6 og -7 kan omgøres under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke en skade i lovens forstand. Endvidere findes et eventuelt behov for kronebehandling at være en følge af patientens grundlidelse caries og den nødvendige behandling heraf.