Skip to content

2744-14

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil uden tegn på betændelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Knækket rodfil uden tegn på betændelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 54-årig kvinde, der den 31. juli 2013 fik påbegyndt rodbehandling af tanden 6+. I den forbindelse knækkede der en rodfil i tandens yderste, bagerste rodkomponent. Den 7. august 2013 blev der rodfyldt i tre rodkanaler i tandens tre rodkomponenter.

Patienten søger nu om erstatning for eventuelle udgifter, hvis en kirurgisk rodbehandling eller i værste fald implantatbehandling bliver aktuel.

1. instans afgørelse:

I brev af 11. februar 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der på nuværende tidspunkt ikke er tegn på, at den knækkede rodfil har haft negative konsekvenser for tanden 6+ i form af yderligere behandlingskrævende betændelse.

Hvis der senere opstår betændelse som følge af den knækkede rodfil, kan patienten anmode om at få sagen genoptaget. Codan vil herefter vurdere, om den knækkede rodfil har medført en skade omfattet af loven.

Codan fandt således, at der på nuværende tidspunkt ikke er sket en skade omfattet af loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 11. februar 2014 med den af Codan anførte begrundelse herfor.

Nævnet finder, at det i forbindelse med anken medsendte røntgenbillede ikke viser tegn på rodspidsbetændelse som følge af den knækkede rodfil. Hvis der senere måtte opstå betændelse som følge heraf, skal dokumentation herfor fremsendes til Codan med henblik på vurdering af, om der kan tilkendes erstatning herfor. Der henvises i den forbindelse til lovens § 59, stk. 1, hvoraf det fremgår, at krav skal være anmeldt senest 3 år efter, at patienten har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år efter, at den skadegørende handling er begået.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke på nuværende tidspunkt er sket en skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundheds-væsenet § 19, stk. 1.