Skip to content

2749-14

Skadetype: Skade på krone - Tandfraktur
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Rodbehandling og fyldningsbehandling med efterfølgende tab af tand til følge. Fradrag. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Rodbehandling og fyldningsbehandling med efterfølgende tab af tand til følge. Fradrag. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 49-årig kvinde, der den 22. februar 2010 fik behandlet tanden +6 med en fyldning med tæt relation til tandens nerve på grund af caries. Ved undersøgelse den 20. september er der ikke indført notater om behandling af tanden +6, men ifølge patienten henvendte hun sig på grund af grim smag i munden. Den 24. september 2010 blev der konstateret rodspidsbetændelse regio +6, hvorfor der blev indledt rodbehandling heraf. Rodbehandlingen blev afsluttet den 21. oktober 2010 og den 15. november 2010 blev tanden bygget op med en ny fyldning. Den 6. juni 2013 blev det konstateret, at fyldningen i tanden +6 var knækket, og røntgenbillede viste rodspidsbetændelse på forreste, yderste rod af tanden +6. Den 25. juni 2013 blev tanden +6 boret ren, og i den forbindelse blev der konstateret en revne i tanden, som derfor ikke kunne bevares. Tanden +6 blev derfor fjernet hos en specialtandlæge den 20. september 2013.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. februar 2014 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af tab af tanden +6 med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte rodbehandling og behandlingen med sølvfyldning. Bedst mulig behandling havde indebåret, at tanden +6 var rodfyldt med tætte og homogene rodfyldninger ført til tandens rodspidser og straks herefter, eller efter en kontrolperiode med røntgen på 1 år skulle tanden være restaureret med en stiftforankret krone. Ved den fremgangsmåde er det sandsynligt, at der ikke var sket en fraktur af tanden.

Codan fandt dermed ikke, at behandlingen har været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter i forbindelse med udtagning af tanden +6 og erstatning af denne med implantatbåret krone.

Codan fandt dog, at der efter sædvanlig praksis skal ske et fradrag i erstatningen svarende til patientens sparede udgifter til stiftopbygning og restaurering med krone. Dette fradrag er begrundet i det behov for behandling, som patienten ville have haft, hvis tanden +6 skulle have været bevaret på længere sigt. Fradraget kan skønsmæssigt opgøres til 7.500 kr. svarende til udgiften til en implantatbåret krone.

Codan redegør herefter nærmere for hvilke regninger, der kan ydes erstatning hertil. Herunder at rodbehandling og fyldning i tanden +6 ikke kan dækkes, da de udførte behandlinger skyldes grundlidelsen caries, og at behandlingerne derfor skulle være udført uanset skadens indtræden.

Patienten er herefter berettiget til 21.285,08 kr. i erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt 661,08 kr. i afholdte transportudgifter.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 28. februar 2014 med den af Codan anførte begrundelse. 

Nævnet finder, at der skulle foretages rodbehandling af tanden +6, da der den 22. februar 2010 blev foretaget gradvis ekskavering af tanden, hvilket kun gøres, når der er hul i tanden meget tæt på tandens nerve, ligesom der den 24. september 2010 blev stillet diagnosen pulpitis acuta. Desuden finder nævnet, at tanden +6 under alle omstændig-heder skulle have været behandlet med en krone for at bevares på længere sigt. Patientforsikringen dækker kun udgifter, der er en følge af skaden og dermed ikke udgifter, som De skulle have afholdt under alle omstændigheder for at bevare tanden på længere sigt.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Endvidere tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.