Skip to content

2732-14

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 57-årig mand, der henvendte sig hos tandlægen den 23. september 2008. I den forbindelse blev der konstateret omfattende caries i flere tænder, og den 9. oktober 2008 blev der påbegyndt rodbehandling af tanden 6+ på grund af caries. Ifølge journalen var tanden 6+ skrøbelig og undermineret af caries til et niveau under tandkødskanten, og tanden prognose var usikker. Tanden 6+ blev herefter rodfyldt den 10. oktober 2008, og patienten blev sidste gang behandlet hos tandlægen den 4. november 2008. Den 23. april 2011 henvendte patienten sig hos sin nye tandlæge med akut smerter ved tanden 6+. Tanden blev herefter trukket ud samme dag og efterfølgende erstattet med en implantatbåret krone. 

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til fjernelse af tanden, implantatbehand-ling samt helbredelsesudgifter på i alt 14.458 kr.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. marts 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at tanden 6+ allerede ved behandlingens begyndelse i september 2008 var en stærkt svækket tand på grund af  dyb caries, og udtrækning kunne være overvejet allerede på dette tidspunkt.

Codan fandt derfor, at tanden 6+ mistes på grund af smerter som følge af betændelse omkring tandens rodspidser som følge af grundlidelsen caries.

Codan fandt videre, at hvorvidt den udførte rodbehandling har levet op til forventningerne alene er et spørgsmål mellem patienten og den behandlende tandlæge.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 20. marts 2014 med den af Codan anførte begrundelse.  

Nævnet finder ligesom Codan, at tanden 6+ mistes som følge af grundlidelsen caries samt den nødvendige behandling heraf og ikke som følge af rodbehandlingen udført i oktober 2008.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.