Skip to content

2594-13

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling og efterfølgende smerter. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Kronebehandling og efterfølgende smerter. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 60-årig kvinde, der fik påbegyndt kronebehandling af tænderne +6 og +7 på grund af tandfraktur og caries. Den 7. december 2007 blev kronerne cementeret. Efterfølgende opstod der smerter med varierende intensitet frem til den 5. februar 2008, hvor smerterne var forsvundet. Den 15. februar 2008 havde patienten igen smerter, og der blev efterfølgende foretaget kontroller og justeringer af sammenbidsforholdene. Den 11. marts 2009 blev der påbegyndt rodbehandling af tanden +7, uden at smerterne forsvandt. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden +6 den 24. marts 2009. Ved kontrol den 1. april 2009 var der stadig smerter. Og den 9. juni 2009 blev det konstateret, at der ikke havde været effekt af rodbehandlingerne, og tænderne blev slebet ud af sammenbid. Den 22. september 2009 var patienten til undersøgelse hos en bidfunktionsspecialist, som konkluderede, at smerterne kunne være neurogene. 

1. instans afgørelse:

I brev af 9. september 2013 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til dækning af rimelige udgifter til ny bidskinne, da det er en følge af omgørelsen af kronerne på tænderne +6 og +7.

Codan fandt videre, at for så vidt angår oplysningen om, at der er opstået et behandlingskrævende forhold omkring rødderne på de tænder, patienten har fået udført kronebehandling, må der fremsendes journal og røntgen, for at Codan kan vurdere dette.

Derudover fandt Codan ikke, at patienten er berettiget til godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén. Ligeledes er patienten ikke berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller tab af erhvervsevne.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder ikke, at der i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4 er sket en erstatningsberettigende skade i forbindelse med kronebehandlingen på tænderne +6 og +7. Tandskadeankenævnet ændrer derfor Codans afgørelser af 6. maj 2010 og 9. september 2013. 

Den udførte CBCT-scanning samt beskrivelsen heraf fra Århus Tandlægeskole har vist, at årsagen til smerterne efter kronebehandlingen med overvejende sandsynlighed skyldes rodspidsbetændelse på tanden +6.

Rodspidsbetændelse er en hyppigt forekommende komplikation i forbindelse med behandling med kroner. Komplikationen forekommer i mere end 2% af tilfældene og opfylder dermed ikke lovens krav om sjældenhed. Retten til den erstatning, som blev tilkendt ved Codans afgørelser, er hermed bortfaldet.