Skip to content

2642-14

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Udtrækning af visdomstand og smerter. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Udtrækning af visdomstand og smerter. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 46-årig kvinde, der den 27. marts 2012 blev opereret for en trigeminus neuralgi. Ifølge patienten blev hun symptom- og medicinfri. Efterfølg-ende fik patienten ondt igen i venstre side i det område, hvor hun blev opereret, og hun følte det som tandpine. Den 10. april 2012 konstaterede tandlægen, at der var et stort hul i tanden -8. Der blev derfor aftalt udtrækning af tanden, som blev foretaget samme dag uden komplikationer i lokalbedøvelse. Ifølge patienten fik hun et par timer efter tandudtrækningen stærke smerter. Den 1. maj 2012 var patienten igen hos tandlægen, som konstaterede en knappenålsstor hævelse i området, hvor tanden var fjernet. Der blev taget røntgen, hvor det konstateres, at alt tandmateriale var blevet fjernet den 10. april 2012. Den 31. august 2012 var patienten til konsultation på et neurokirurgisk ambulatorium på grund af fortsatte ansigtssmerter. Ifølge journalnotat fra Center for ansigtssmerter blev det vurderet, at tandudtrækningen og bedøvelsen kan have forårsaget en trigeminus påvirkning.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén

1. instans afgørelse:

I brev af 21. oktober 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at tanden -8 ses på røntgen med en fjern relation til underkæbens nervekanal. Desuden er der tæt struktureret knogle mellem tanden og kanalen, som er upåvirkelig for tryk og træk i forbindelse med tandudtrækningen. Endvidere ses tandens bæreknogle den 10. april 2012 at være reduceret til det halve. Dette indicerer, at tanden har været ligetil og let at fjerne.

Codan fandt derfor, at en påvirkning af nerven i forbindelse med tandbehandlingen ikke er mulig. Hertil kommer, at patientens smerter opstod før besøget hos tandlægen den 10. april 2012.

Codan fandt videre, at der var faglig begrundelse i form af betændelse og smerter for at fjerne tanden, samt at patienten operationsteknisk har modtaget bedst mulig behandling.

Codan fandt således, at der er ingen såvel anatomisk som tidsmæssig sammenhæng mellem patientens smerter og tandbehandling.

Codan fandt dermed ikke, at der er sket en skade som følge af den udførte behandling idet smerterne vurderes at komme fra patientens grundlidelse, trigeminusneuralgi.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 21. oktober 2013.

Nævnet finder det ikke overvejende sandsynligt, at der er opstået en nerveskade som følge af den udførte tandudtrækning af tanden -8. Det findes derimod overvejende sandsynligt, at smerterne skyldes den oprindelige lidelse, trigeminus-neuralgi. 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.