Skip to content

2659-14

Skadetype: Negativ påvirkning af implantat - Tab af knogle
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Installation af fikstur

Beskrivelse:

Implantatbehandling med efterfølgende infektion og tab af knogle til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Implantatbehandling med efterfølgende infektion og tab af knogle til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig kvinde, der den 21. maj 2007 fik tanden +5 trukket ud. Den 6. juli 2007 blev der indsat et implantat til erstatning af tanden +5. Efter en helingsperiode blev implantatet +5 forsynet med en opbygning og krone i den 19. november 2007. Den 25. maj 2009 blev tanden +4 trukket ud og samme dag blev der indsat et implantat regio +4. Imidlertid mistes implantatet, og efter heling i 5 uger blev der indsat et nyt implantat i samme regio den 21. september 2009. I 2010 mistede patienten tanden +6, og af flere omgange blev der fremstillet en bro på implantaterne +4,5 med svæveled bagud i regio +6. Den 16. januar 2013 blev der indsat et implantat regio +6, som ikke blev integreret og derfor mistes efterfølgende. 

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. januar 2014 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af behov for ny indsættelse af implantat regio +5 med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling med implantat regio +4.

Codan fandt i den forbindelse, at implantatet regio +4 ikke er placeret bedst muligt, da bedst mulig placering ville have sikret, at der havde været tilstrækkelig plads mellem implantaterne og endvidere skulle det være sikret, at implantatet regio +4 ikke berørte implantatet regio +5. Placeringen medførte, at knoglefæstet på implantatet regio +5 blev ødelagt og implantatet +5 skulle fjernes.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med indsættelse af implantatet regio +5, i alt 10.819 kr.

Codan fandt derudover, at behandlingen med fjernelse af implantat regio +4,6, eventuel knogleopbygning samt brobehandling muligvis ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1.

Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen, Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen. I den forbindelse fremgår det, at patienten har fået medhold i sin klage i Regionstandlægenævnet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 28. januar 2014, som anført nedenfor. 

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at den tidligere udførte implantatbehandling regio +5 har medført betændelse i området, og at der derfor nu er behov for knogleopbygning, herunder eventuelt sinusløft i området. Der kan derfor tilkendes erstatning for udgifterne hertil. Behandlingsoverslag skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.

For så vidt angår implantatbehandling regio +4 og +6 kan der ikke ydes erstatning herfor, da det fremgår af akterne i sagen, at det tidligere erlagte honorar herfor skal tilbagetales af tandlægen.