Skip to content

2536-13

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil uden tegn på betændelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Knækket rodfil uden tegn på betændelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 46-årig kvinde, der har konsulteret den behandlende tandlæge siden 1983. Den 18. januar 1999 blev tanden -7 rodbehandlet og restaureret med plast i tygge-, bagudvendende- og yderfladen. I 2011 skiftede patienten tandlæge. Den 6. februar 2012 foretog tandlægen en kirurgisk parodontalbehandling regio -6,7. Den 2. marts 2012 blev tanden -7 behandlet og i forbindelse hermed konstaterede tandlægen en ubehandlet rodkanal. Der blev derfor indledt rodbehandling af denne rodkanal, hvor nervevæv konstateres levende. Den 23. marts 2012 blev rodbehandlingen af tanden -7 fortsat med fradeling af den bageste rodkomponent. Den 27. april 2012 blev rodbehandlingen af den ubehandlede rodkanal afsluttet, og det noteres, at der er knækket et rodinstrument i denne rodkanal. 

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til behandling af tanden -7.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. oktober/ 16. december 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at der ikke er tegn på, at der indtil nu har været betændelse ved den rodspids, hvor der knækkede en rodfil. Dette betyder, at den knækkede rodfil ikke har givet anledning til yderligere behandling, end tandens grundlidelse har medført. Der er derfor ikke tale om en skade i den forbindelse.

Codan fandt videre, at behovet for fornyelse af rodfyldningen er udtryk for manglende heling af den udførte behandling, og denne fornyede rodbehandling kan ske på samme præmisser som tidligere, hvorfor den betragtes som omgørelse.

Codan fandt i den forbindelse, at rodbehandlingen og fornyelse af fyldningen i tanden -7 muligvis ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 7. oktober 2013 senere korrigeret ved afgørelse af 16. december 2013 med den af Codan anførte begrundelse. 

Nævnet finder ligesom Codan, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den knækkede rodfil i tanden -7 har haft negative konsekvenser for tanden og dermed medført et øget behandlingsbehov som følge heraf.

Nævnet finder derfor, at det nu eventuelle behov for kronebehandling af tanden er en følge af tandens grundlidelse i form af caries og betændelse og nødvendig behandling heraf.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.