Skip to content

1920-11

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Tandudtrækning og efterfølgende hjerte-klap betændelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Tandudtrækning og efterfølgende hjerte-klap betændelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig kvinde, der i 2005 fik fjernet den bageste tandrod på tanden 7-. I april 2009 knækkede kronedelen af den tilbageværende tandrod 7-, hvorfor tandroden skulle fjernes. Ifølge journalen oplyste patienten, at hun var sund og rask uden medicinforbrug. Tandroden blev forsøgt fjernet den 14. april 2009, og i den forbindelse blev der efterladt en roddel. Den 20. april 2009 blev der taget røntgenbillede, og det anføres i journalen, at der ikke var kliniske eller røntgenologiske tegn på betændelse. I juli måned 2009 oplyste patienten, at hun efterfølgende havde udviklet en hjerteklap betændelse, og at den manglende antibiotikabehandling i forbindelse med tandoperationen havde været årsag hertil. 

1. instans afgørelse:

I brev af 9. marts 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at tanden 7- skulle trækkes ud på faglig indikation, og ved almindelig tandudtrækninger eller fjernelse af ikke inficerede tandrødder er antibiotikadække ikke indiceret.

Codan fandt videre, at det fremgår af det omfattende journalmateriale, at patienten allerede inden behandlingens start var i anden og mere omfattende medicinsk og kirurgisk behandling.

Codan fandt det derfor overvejende sandsynligt, at patientens almene medicinske tilstand og svækkelse som følge af disse er årsag til, at der udvikledes problemer som krævede hospitalsindlæggelse og behandling.

Codan fandt videre, at det forhold, at den efterladte tandrod på røntgen forud for den kirurgiske hjerteoperation blev vurderet som reaktionsløst indhelet og derfor ikke blev fjernet, styrker antagelsen om, at patientens problemer ikke har udspring i tandroden 7-

Samlet set fandt Codan dermed ikke, at patientens gener samt hospitalsindlæggelse mv. med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 9. marts 2011. 

Nævnet finder ligesom Codan, at det ud fra det foreliggende materiale ikke er overvejende sandsynligt, at den foretagne udtrækning af tanden 7- eller den efterladte tandrod er årsagen til, at patienten efterfølgende udviklede hjerte-klap betændelse.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.