Skip to content

2542-13

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende infektion med behov for kirurgisk rodbehandling. Behandlingen er ikke lykkedes. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende infektion med behov for kirurgisk rodbehandling. Behandlingen er ikke lykkedes. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 44-årig kvinde, der fik rodbehandlet tanden -6 på grund af caries under en større plastfyldning den 16. maj 2008. Tanden blev tillige behandlet med en plastisk fyldning. Ifølge journalen var tanden en usikker tand på grund af tillukning af rodkanalerne. Den 6. august 2008 blev tanden 6- behandlet med en større plastisk fyldning, og den 9. december 2008 blev tanden forsynet med en metalkeramikkrone. Den 23. april 2010 var det betændelse i tanden 6-, hvorfor den blev rodbehandlet. Den 4. oktober 2010 blev tanden -6 behandlet med en plastfyldning på grund af caries og igen den 2. marts 2011. Den 25. november 2011 var der betændelse omkring tanden 6-, og der blev diagnosticeret en cyste, som blev fjernet samme dag ved et mindre kirurgisk indgreb. I 2012 skiftede patienten tandlægen, og den 21. marts 2012 blev der diagnosticeret en cystisk forandring i kæbebenet omkring tanden 6-. Patienten blev derfor henvist til specialtandlæge for operativ fjernelse af cysten. Den 29. maj 2012 var der betændelse ved tanden -6, og det blev besluttet, at tænderne 6-6 skulle behandles kirurgisk. Der blev derfor foretaget kirurgisk rodbehandling af begge tænder den 19. juni 2012. Patienten er blevet oplyst om, at kronen på tanden 6- skal skiftes, og at tanden -6 er usikker.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. september 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at rodbehandlingerne af tænderne 6-6 er udført i overensstemmelse med fagligt anerkendte behandlingsprincipper og dermed bedst mulig under de givne omstændigheder. Det forhold, at der udvikles betændelse eller cyste på en tidligere rodbehandlet tand er en biologisk reaktion, som er hændelig og ikke skyldes en påført skade. Såfremt kronen på tanden 6- skal omlaves, er der tale om omgørelse.

Codan fandt dermed, at behandlingen af tænderne 6-6 muligvis ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 30. september 2013 med den af Codan anførte begrundelse. 

Nævnet finder, at rodbehandlingerne er udført bedst muligt under de givne omstændigheder. Det forhold, at tænderne efterfølgende må kirurgisk rodbehandles, er en følge af, at rodbehandlingerne ikke er lykkedes. Selve den omstændighed, at en behandling ikke lykkes, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet finder endvidere, at den opståede cyste og betændelse ikke er en skade i klage- og erstatningslovens forstand.  

For så vidt angår eventuel omgørelse af kronebehandlingen på tanden 6- finder Nævnet, at behandlingen kan omgøres på samme forudsætninger som før den oprindelige behandling. Omgørelse er – som nævnt af Codan – ikke omfattet af forsikringen.

I øvrigt bemærkes det, at det forhold, at patienten eventuelt ikke er blevet informeret, ikke i sig selv medfører, at der foreligger en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.