Skip to content

2545-13

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik og behandling af caries med tab af tand til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Forsinket diagnostik og behandling af caries med tab af tand til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 55-årig kvinde, der den 28. november 2012 fik rodbehandlet tanden -7 på grund af rodspidsbetændelse. I forbindelse hermed skete der en afbrækning af et rodinstrument i tandens forreste, yderste rodkanal. Patienten blev informeret herom og tilbudt fjernelse af tanden straks. Ifølge tandlægen ville dette alligevel blive resultatet på grund af caries i tanden og dermed svækkelsen af denne, samt at tanden nok skulle have været trukket ud fra starten. Patienten ønskede imidlertid ikke tanden fjernet og blev derfor instrueret i at henvende sig øjeblikkeligt, hvis hun fik smerter. Den 13. december 2012 blev rodbehandlingen fortsat, og tanden -7 blev behandlet med et midlertidigt medikamentelt indlæg. Der planlægges udtrækning af tanden -7 og erstatning med bro/ implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. august 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at tanden -7 var meget svækket af grundlidelsen caries, hvilket underbygges af, at tandlægen angiver, at tanden -7 burde have været trukket ud fra starten, fordi den var for svækket til bevarelse.

Codan fandt derfor, at uanset der knækkede en rodfil under behandlingen den 28. november 2012, har dette ikke haft afgørende betydning for skadens opståen. Der er derimod vurderingen, at grundlidelsen caries er årsagen til, at tanden mistes.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer Codans afgørelse af 28. marts 2012, som anført nedenfor. 

Nævnet finder, at røntgenbillede af 31. maj 2010 viser, at der allerede på daværende tidspunkt var caries i tanden -7. Det findes derfor overvejende sandsynligt, at tanden -7 mistes som følge af den forsinkede diagnostik og behandling af caries i tanden. Behandlingsoverslag af 26. september 2013 kan derfor godkendes. Regning efter endt behandling skal fremsendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatningen.