Skip to content

2551-13

Skadetype: Skade på krone - Tandfraktur
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Rodbehandling med efterfølgende svækkelse og fraktur af tand. Fradrag i erstatningen. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Rodbehandling med efterfølgende svækkelse og fraktur af tand. Fradrag i erstatningen. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 36-årig mand, der den 3. december 2012 fik indledt rodbehandling af tanden +6 på grund af rodspidsbetændelse. Efter rodfyldningen den 7. januar 2013 skete der en gennemgående rodfraktur af tanden ved den afsluttede rengøring, som medførte, at tanden var tabt. Tanden +6 blev derfor fjernet ved et mindre kirurgisk indgreb den 23. januar 2013.

Patienten søger derfor nu om erstatning for udgifterne til implantat eller bro.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. september 2013 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af tabet af tanden +6 med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte udboring i forbindelse med rodbehandlingen. Udboringen har svækket tanden +6 i en sådan grad, at der ved den efterfølgende rengøring sker en fraktur.

Codan fandt i den forbindelse, at røntgenbillede af 3. december 2012 og af 12. december 2012 godtgør, at der ved rodbehandlingen er fjernet en del tandsubstans. Bedst mulig behandling havde indebåret en tilstrækkelig, men også mindre åbning til tandens rodkanaler. Dermed kunne svækkelsen og de senere fraktur af tandens yderste del være undgået.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter i forbindelse med udtrækning af tanden +6 og implantatbehandling. Der skal dog efter sædvanlig praksis ske et fradrag i erstatningen svarende til patientens sparede udgifter til opbygning og krone. Dette fradrag er begrundet i det behov for behandling, som patienten ville have haft, hvis tanden +6 skulle have været bevaret på længere sigt. Fradraget fastsættes skønsmæssigt til i alt 7.500 kr.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 9. september 2013, som anført nedenfor.  

Nævnet finder, at fradraget for opbygning kan nedsættes til 1.000 kr. svarende til en plastisk opbygning i stedet for en støbt opbygning. Med hensyn til fradraget for krone tiltrædes fradraget og fradragets størrelse, idet tanden +6 under alle omstændigheder skulle have haft en krone for at bevares på længere sigt. Patientforsikringen dækker kun udgifter, der er en følge af skaden og dermed ikke udgifter, der skulle være afholdt under alle omstændigheder.