Skip to content

2564-13

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 20. december 2012 med tandpine i tanden +4. Der blev påbegyndt rodbehandling af tanden og i den forbindelse blev det journaliseret, at det var vanskeligt at finde tandens to rodkanaler. Der blev ilagt et desinficerende materiale, og tanden blev aflukket. Den 28. januar 2013 fremgår det af journalen, at tanden havde været lidt øm, og at tandens prognose var usikker. Den 4. februar 2013 var tanden stadig øm, og der blev ved hjælp af røntgen diagnosticeret en gennembrydning af nervekammerets bund med et tyndt rodinstrument. Tandens nervekammer blev fyldt med et desinficerende materiale, og patienten blev informeret om, at tanden ikke kunne reddes.

Patienten søger derfor om erstatning for den mistede tand.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. september 2013 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af tanden +4’s tandrod blev gennembrudt skete i forbindelse med rodbehandling af tanden den 20. december 2012.

Codan fandt i den forbindelse, behandlingen med skævudvidelsen i tanden +4 ikke har været bedst mulig under de givne omstændigheder, idet åbningen af tandens nervekammer kunne være foretaget således, at bunden af nervekammeret ikke var blevet gennembrudt.

Codan fandt, at denne gennembrydning med god prognose kan aflukkes via oplukningen i tandens nervekammer. Patienten er derfor berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med denne behandling. Der skal dog efter sædvanlig praksis ske et fradrag i erstatningen svarende til patientens sparede udgifter til rodbehandling, opbygning og kronebehandling. Dette fradrag er begrundet i det behov for behandling, som patienten ville have haft, hvis tanden +4 skulle have været bevaret på længere sigt.

Codan fandt videre, at såfremt tanden +4 mistes, så skyldes det tandens grundlidelse og tandens dannelse og ikke den udførte tandlægebehandling den 20. december 2012. I den forbindelse fandt Codan, at det forhold, at tandens rodkanaler er vanskelige at finde eller ikke kan findes ikke er af betydning for gennembrydningen af tandens nervekammer.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 25. september 2013, som anført nedenfor.  

Nævnet finder, at røntgenbilleder af 20. december 2012, 28. januar 2013 og 4. februar 2013 viser, at den ene kanal i tanden +4 er totalt forkalket. Bedst mulig behandling havde derfor været, at der var foretaget kirurgisk rodbehandling af tanden i stedet for almindelig rodbehandling. I den forbindelse findes det overvejende sandsynligt, at tanden +4 kunne have været bevaret. Der kan således ydes erstatning for udgifterne til udtrækning af tanden +4 samt implantat regio +4. Der skal dog foretages fradrag for rodbehandling af en rodkanal, kirurgisk rodbehandling af anden kanal, opbygning og kronebehandling, da tanden under alle omstændigheder skulle have haft disse behandlinger for at bevares på længere sigt. Behandlingsoverslag skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.