Skip to content

2500-13

Skadetype: Skade på krone - Tab af kronesubstans
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandregulering med efterfølgende bortslibning af emalje. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Tandregulering med efterfølgende bortslibning af emalje. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 16-årig dreng, der i perioden fra september 2010 til 7. juni 2012 fik rettet sine tænder hos en specialtandlæge. I den forbindelse blev der anvendt fast apparatur. Den 7. juni 2012 blev apparaturet fjernet, og der blev taget kliniske fotos. Den 8. juni 2012 konstaterede patientens egen tandlæge, at der var slebet emalje af tændernes udadvendende flader i forbindelse med fjernelse af apparaturet.

Patienten ved værge ønsker nu at sikre sig, at patienten ikke senere får udgifter som følge af manglende emalje.

1. instans afgørelse:

I brev af 27. august 2013 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af bortslebet emalje på tænderne 6,5,4+5,6 med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling, hvor patienten fik fjernet fast apparatur efter tandreguleringsbehandling.

Codan fandt i den forbindelse, at bedst mulig behandling havde indebåret fjernelse af plastcement med minimal beskadigelse af facial emalje.

Codan fandt derfor, at hvis det efter patientens fyldte 18 år viser sig, at omfanget af skaderne er af en sådan karakter, at en eller flere af de beskadigede tænder skal kronebehandles, betales udgifterne hertil, hvis behandlingsbehovet har årsag i den anerkendte skade og erstatningen overstiger 10.000 kr. Inden en eventuel behandling påbegyndes skal der fremsendes et behandlingsoverslag til godkendelse.

 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 27. august 2013, som anført nedenfor.  

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at der er sket en skade i form af bortslibning af emalje vedrørende tænderne 7,6,5,4,2,1+2,3,4,5,6 og 7,6,5,2,1-1,2,5.

Desuden finder nævnet, at det kan lægges til grund, at patienten løbende vil have behov for behandling som følge heraf efter det fyldte 18 år, hvorfor den samlede erstatning vil overstige den i loven fastsatte minimumsgrænse på 10.000 kr. Der kan derfor tilkendes erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling efter det fyldte 18 år, selv om den enkelte behandling ikke overstiger 10.000 kr.

Der skal dog i tilfælde af behov for behandling med porcelænsfacader/kroner som følge af skaden efter det fyldte 18 år fremsendes kliniske fotos, behandlingsoverslag og studiemodeller til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.