Skip to content

2553-13

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Stiftudboring - Rodstift

Beskrivelse:

Parietal perforation ved udboring til rodkanalforankret stift. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Parietal perforation ved udboring til rodkanalforankret stift. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 38-årig kvinde, der den 19. marts 2012 havde knækket tanden 6-. Ifølge journalen var tanden rodbehandlet, og det blev aftalt at forstærke tanden med opbygning og krone. Der blev derfor foretaget udboring til rodkanalforankret titaniumstift, som blev cementeret i rodkanalen. Det journaliseres i den forbindelse, at titaniumstiften var placeret mesialt for rodkanalen. Der blev herefter foretaget beslibning til krone og taget aftryk. Den 28. marts 2012 blev kronen cementeret på tanden. Patienten skiftede herefter tandlæge, som den 5. november 2012 fandt, at røntgen viste opklaring i knoglen svarende til rodkanalstiftens afslutning mellem rødderne på tanden 6-. Der var desuden pusflod fra tanden. Tanden skal derfor trækkes ud og erstattes med implantat og implantatbåren krone.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne hertil.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. oktober 2013 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af tab af tanden 6- er en følge af den udførte behandling den 19. marts 2012, idet der ved udboring til rodkanalforankret titaniumstift skete en skævboring med gennembrydning af roden til følge. Der er siden opstået betændelse, og tanden skal tages ud.

I den forbindelse fandt Codan, at bedst mulig behandling havde indebåret, at tandlægen havde fulgt rodkanalens længdeakse og respekteret rodkanalens anatomi for derved at undgå skævboring med gennembrydning af roden.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med den skadesudbedrende behandling.

Codan fandt videre, at den opståede gennembrydning kunne have været diagnosticeret på tidspunktet for isætning af rodkanalforankret rodstift, hvorfor pågældende arbejde har udvist mangler i et sådant omfang, at det ikke har opfyldt kravet til god faglig standard. På den baggrund er der grundlag for krav om tilbagebetaling af udgiften til omgørelsen, hvilket svarer til udgiften til stiftopbygning og krone, i alt 9.600 kr.

Codan har i den forbindelse lagt vægt på, at det forhold, at stiften placeres med tegn på gennembrydning af tandroden ville i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper have betydet, at tanden skulle observeres i en periode, inden kronebehandlingen kunne foretages. Den manglende opfølgende kontrol og cementeringen kort efter betyder, at den udførte behandling ikke har været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper. Derfor vurderes den udførte behandling med stiftopbygning og krone ikke at være honorarværdig.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 23. oktober 2013 med den af Codan anførte begrundelse. 

I anledning af tandlægens bemærkninger i klageskrivelsen af 25. oktober 2013 bekræfter Tandskadeankenævnet, at det fremgår af sagen, at tandbehandlingen ikke er udført af ham personligt, men at behandlingen er udført på klinikken.

Nævnet finder ligesom Codan, at den opståede gennembrydning kunne have været diagnosticeret på tidspunktet for isætning af rodkanalforankret rodstift. Behandlingen har derfor ikke været udført i overensstemmelse med god faglig standard og er dermed ikke honorarværdig.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og at klinikken til Codan skal indbetale et beløb svarende til den del af den skadesudbedrende behandling, som er omgørelse af stiftopbygning og krone. Desuden tiltrædes erstatningens og beløbets størrelse og omfang.